2024 har været det næstbedste år i forlystelsesparkens historie, mens efterårsferiens magiske halloween trak flere gæster til end nogensinde før.
AF ANNE FRANK HENRIKSEN
110.000 mennesker besøgte Djurs Sommerland og deres magiske halloween-park i efterårsferien, og det er aldrig sket før.
I hele 2024-sæsonen lagde flere end 830.000 gæster vejen forbi, og det er ifølge ejer af Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, det næstbedste år nogensinde.
Og det selv om det har været den vådeste sommer siden 1874.
»Det er vi glade for. Der er ingen tvivl om, at sæsonen har været atypisk med hensyn til vejret. Det var godt inden sommerferien, men blev skidt, da den startede, og da vi nåede til midt juli var vi ikke vildt optimistiske i forhold til besøgstallet. Men så kom det lune vejr, og det endte med at blive en mere end godkendt sæson,« siger han.
Han tilskriver også den nye forlystelse, El Grito Drop Tower, en del af æren for succesen.
Artiklen fortsætter under billedet
»Der er ingen tvivl om, at den har trukket mange gæster på tværs af sæsonen. Sammen med Juvelen, Dragekongen og Rio Grande er den en af vores mest populære forlystelser i år.«
Igennem flere år har parken arbejdet på at gøre halloween til en oplevelse for alle, både børnefamilierne med store og små børn og alle de andre. I uge 42 er parken således pyntet med 40.000 græskar, raslende skeletter, gnæggende hekse og kæmpeedderkopper.
»De mange gæster skyldes nok også, at halloween generelt bliver mere og mere populært.«
Artiklen fortsætter under billedet
Henrik B. Nielsen roser parkens ansatte, som han har 850 af, hvoraf de 800 cirka er sæsonarbejdere.
»De gør et kæmpe stykke arbejde. Vi har mange ansatte, som kommer igen år efter år, og det giver selvfølgelig erfaring og dermed bedre service for gæsterne. I år har vi faktisk fået den bedste gæsteanalyse nogensinde.«
Gæsteanalysen laver Djurs Sommerland selv ved hver dag at spørge et antal gæster om deres oplevelse i parken vedrørende alt fra renlighed og service til forlystelser og kø. I alt 24 parametre spørges der til.
Nyheden El Grito Drop Tower vandt i øvrigt den fornemme pris ‘Best new ride in Europe’ i år, og Djurs Sommerland kom i top fem som ‘Europe’s best regional theme parks’.
Men det får ikke Nordens største sommerland til at hvile på laurbærrene, for Henrik B. Nielsen kan afsløre, at der kommer en nyhed i 2025.
»Børnefamilierne kan blandt andet glæde sig til en one-of-a-kind-nyhed i 2025 i Mexicoland. En nyhed, der taler direkte ind i Djurs Sommerlands DNA, og som vi glæder os til at fortælle meget mere om.«
Mere vil han dog ikke sige lige nu, så uanset om du er voksen, midt imellem eller lille, må du vente lidt endnu.