Fra 7. november bliver det endnu nemmere at afhente pakker i Randers.

PostNord åbner nye pakkeshops rundt omkring i landet, og Randers er ingen undtagelse. For nylig åbnede der en pakkeshop i Neo Service på Udbyhøjvej 60A og nu finder endnu en shop vej til postnummeret.

»Det skal være så nemt som muligt for danskerne at sende og modtage deres pakker, og derfor følger vi hele tiden udviklingen og opruster på pakkeshops rundt i landet efter behov,« siger pressechef i PostNord, Isabella Beck Jørgensen.

Det er ikke mindst op til julemåneden at trykket på pakke-afhentningsstederne forventer at stige.

»Vi oplever allerede nu store pakkemængder, men i november begynder den absolut travleste periode i PostNord. Først Black Friday og dernæst julegaveindkøb. Derfor vil vi gerne sikre, at alle har gode muligheder for at hente deres pakker lige netop dér, hvor det passer dem,« siger Isabella Beck Jørgensen.

Den nye pakkeshop i Randers kan findes i Dit & Mit Randers på Ribevej 3 i Randers SV fra 7. november.