Der er kun sat en dag af til retssagen, da manden allerede har tilstået.

Anklagemyndigheden har nu rejst tiltale mod den nu 32-årige mand, der tidligere har indrømmet, at han i marts slog familiefaren Jonas Højberg Moestrup ihjel. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Drabet skete torsdag 7. marts foran det hus på Guldregnvej i det nordlige Randers, som 30-årige Jonas Højberg Moestrup boede i sammen med sin søn og forlovede. Han blev stukket med kniv i brystet og afgik umiddelbart derefter ved døden.

Politiet modtog anmeldelsen om aftenen klokken 21.29, hvorefter flere patruljer blev sendt til stedet.

På vej til gerningsstedet spottede en patrulje fra Østjyllands Politi den formodede gerningsmand, som befandt sig på en nærliggende tankstation. Han blev fundet i besiddelse af flere mistænkelige genstande, der kunne kobles til gerningsstedet. Han blev derfor anholdt og sigtet for drab, inden han dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i sagen.

»Meget alvorlig sag«

Den 31. maj 2024 erkendte den på daværende tidspunkt 31-årige mistænkte gerningsmand under en afhøring, at han havde begået drabet.

Nu har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vurderet sagen juridisk og rejst tiltale mod den nu 32-årige mand, der – foruden drab – også er tiltalt for flere øvrige strafbare forhold.

»Det er en meget alvorlig sag. Naturligvis specielt omkring drabet på den 30-årige mand, men også om flere andre alvorlige forbrydelser, som der nu er rejst tiltalte i,« siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Vil have ham idømt forvaring

Sagen mod den 32-årige mand vil blive ført som en domsmandssag med hovedforhandling 1. november ved Retten i Randers. Der er på nuværende tidspunkt ikke afsat yderligere retsdage til sagen, da den 32-årige allerede på forhånd har erkendt drabet.

»Jeg forventer derfor, at hovedteamet i retten bliver den straf eller sanktion, som den tiltalte 32-årige skal idømmes,« siger specialanklager Jesper Rubow.

Foruden drab er den 32-årige mand også sigtet for at have besiddet en kniv på et offentligt tilgængeligt sted og for forsøg på brandstiftelse og forsøg på indbrudstyveri fra den pågældende adresse på Guldregnvej.

Han er derudover også tiltalt for to forskellige forhold af forsøg på våbenbesiddelse og for at have overtrådt våbenloven ved at have indført og besiddet i omegnen af 1.500 projektiler, som blev fundet på hans bopæl i Tranbjerg sydvest for Aarhus i forbindelse med mandens anholdelse.

Den 32-årige mand har siddet varetægtsfængslet i sagen, siden han fredag 8. marts 2024 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har nedlagt påstand om forvaring.

ceb