Jens Harald Quistgaard blev kendt verden over for sine designs, og du kan høre om hans historie i et foredrag i Historisk Samfund.

Hvis tekanden på billedet virker bekendt, så er det med god grund. Den er fra et stel med navnet Relief, og det blev der dækket op med i rigtigt mange danske hjem i især 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Det var et populært stel for den unge, veluddannede og købekraftige middelklasse, der i netop de årtier flyttede ud af byerne og ind i forstæderne, hvor livet blev levet med villa, Volvo og vovse – og Danish Design.

Og så er stellet en ægte randrusiansk succeshistorie.

Relief-stellet blev udviklet i 1950’erne af Kronjyden, den kendte fajance- og stentøjsfabrik i Randers, hvor stellet i mange år blev produceret. Virksomheden blev opkøbt af Bing & Grøndahl i 1972, men produktionen af de mest populære stel som Relief blev i Randers, indtil fabrikken, der på det tidspunkt lå på Gl. Hobrovej, lukkede endegyldigt i 1988.

Blev verdensberømt

Manden, der udformede Relief, hed Jens Harald Quistgaard. Han var opvokset i en kunstnerfamilie i København og kom i lære som billedhugger hos sin far. Det var dog som industriel designer, at han blev kendt.

Det startede med spisebestikket ”Fjord”, der som det første bestik kombinerede rustfrit stål med skæfter af teaktræ. Bestikket blev i 1953 indkøbt af Kunstindustrimuseet, og året efter blev Jens Harald Quistgaard belønnet med både den nordiske pris Lunningprisen og med en guldmedalje på triennalen i Milano.

Det blev starten på en karriere, som kom til at strække sig over mere end fem årtier, og som gjorde ham verdensberømt. Særlig kendt blev han i USA, hvor han i 1954 skabte virksomheden Dansk Designs sammen med den amerikanke forretningsmand Ted Nierenberg. Jens Harald Quistgaard var chefdesigner i virksomheden frem til starten af 1980’erne og skabte tusindvis af designs af bestik, glas og andet udstyr til hjemmet. Hans værker er i dag repræsenteret på store museer i Europa og USA.

Nissen Langå

Gennem samarbejdet med Kronjyden fik han desuden kontakt med Richard Nissen fra trævarevirksomheden Nissen Langå, der også var designer og som blev ejer af Kronjyden. Kontakten udviklede sig til et samarbejde mellem de to og et venskab, der holdt livet ud.

Nissen Langå producerede smukke brugsting i primært teaktræ, blev verdenskendt som et eksempel på Danish Design og producerede også ting for Dansk Designs, indtil samarbejdet ophørte efter intern splid i Dansk Designs.

At Nissen Langå skulle blive kendt for smukke brugsting var måske ikke helt oplagt. Virksomheden blev startet på Fyn i 1890 af Richard Nissens bedstefar og flyttede til Langå i 1919 for at kunne udnytte byens placering tæt på både skove og landbrugsproduktion. I de første mange år producerede de kun de trætønder, kaldet dritler, som landbrugsprodukter som smør og oksekød blev eksporteret i. Først da Richard Nissen i 1952 overtog fabrikken som tredje generation blev fokus ændret til designgenstande.

Foredrag

Forfatter og instruktør Stig Guldberg har skrevet en bog om Jens Harald Quistgaard med titlen ”The Sculpting Designer”. Bogen blev udgivet sidste år på det internationale forlag Phaidon og har fået fine anmeldelser i både ind- og udland.

Tirsdag 22. oktober kommer han til Randers, hvor han vil holde foredrag i Historisk Samfund i Helligåndshuset om netop Jens Harald Quistgaard. Alle er velkomne til foredraget, og der kræves ikke tilmelding. Der er entré for ikke-medlemmer af Historisk Samfund.