Formand for Romalt Kultur- og Forsamlingshus, Gert Rishøj, er en glad mand på forsamlingshusets vegne. Foreningen, der driver huset, har nemlig søgt og fået henholdsvis 70.000 kroner til nyt scenelys fra Norlys Vækstpulje og 17.846 kroner til teleslyngeanlæg fra Nordea Fonden. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Bevillingen fra Norlys Vækstpulje betyder, at de mange spotlamper, der hænger foran scenen, kan skiftets ud med LED-lys. Det har flere fordele. Først og fremmest en stor el-besparelse, men også en lavere rumtemperatur for både kunstnerne på scenen og gæsterne i salen, fordi de gamle spotlamper udsendte temmelig meget varme.
»Og det går fint i spænd med Norlys Vækstpulje, der i år netop har haft et særligt fokus på grønne initiativer. Vi prioriterer blandt andet klimaforbedringer og energirenoveringer,« siger Niles Vendelboe, der er vækstpuljeansvarlig i Norlys.
Nordea Fondens støtte til et teleslyngeanlæg vil forbedre lydkvaliteten for de gæster, der bruger høreapparat. Det er Nordea Fondens fokusområde Liv i det Lokale, der har givet støtte til teleslyngeanlægget, og filialdirektør Steffen Ludvigsen, Nordea Randers, overrakte pengene til Gert Rishøj forleden.