På skolerne er der ”få eller ingen muligheder for at variere undervisningen og skabe gode deltagelsesmuligheder”.

AF CECILIE BISGAARD

Firmaet Nerd Architects har gennemgået alle folkeskolerne i Randers. De har undersøgt lokalerne – både til undervisning og til ophold – og undersøgt, om lokalerne er tidssvarende, hvordan det ser ud med kapaciteten , og om læringsmiljøet understøtter ”de bærende pædagogiske principper og rumlige fokuspunkter”.

Og der er plads til forbedringer. Det viser den redegørelser, som politikerne i Skole- og Uddannelsesudvalget fik præsenteret på deres seneste møde.

Det svinger meget fra skole til skole, hvor mange og hvilke lokaler der er udfordringer med.

Nerd Architects har lavet et overslag over, hvor meget det vil koste at modernisere hver enkelt skole. Lægger man tallene sammen giver det knap 144 millioner kroner – og det tal gælder ikke engang for alle skoler.

Det er uden Tirsdalens Skole, Søndermarkskolen og Kristrup Skole. Vi kommer tilbage til hvorfor.

”Få eller ingen muligheder”

Nerd Architects har vurderet, at det særligt er skolernes almene arealer, at den er gal med. Almene arealer er klasserum, grupperum og fællesarealer – så alle de rum, hvor eleverne opholder sig i langt størstedelen af en skoledag.

Arealerne beskrives i firmaets rapport som havende ”få eller ingen muligheder for at variere undervisningen og skabe gode deltagelsesmuligheder, hvor den enkelte elevs behov kan tilgodeses”.

Konklusionen er, at de lokaler ”kun i mindre grad understøtter de pædagogiske principper og rumlige fokuspunkter”. Derfor anbefaler Nerd Architects, at man moderniserer de lokaler. Hvis man ”nøjes” med at modernisere de almene arealer og ikke alt det, som Nerd Architects peger på, vil det koste 63,73 millioner kroner – igen er Tirsdalens Skole, Søndermarkskolen og Kristrup Skole ikke indregnet i det beløb.

En modernisering af de almene lokaler betyder mere præcist, at det eksisterende inventar skal bruges på nye måder. Der skal også tilføjes ”faste og løse inventarløsninger” og arbejdes med lyset. Der vil også være vægge – og overflader generelt – der skal males, så de bliver mere inspirerende.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Her er prisen for en modernisering af folkeskolerne

  • Asferg Skole: 3.956.688 kroner
  • Assentoftskolen: 11.648.075 kroner
  • Bjerregrav Skole: 3.010.700 kroner
  • Blicherskolen: 9.699.125 kroner
  • Fårup Skole: 2.846.250 kroner
  • Grønhøjskolen: 14.126.600 kroner
  • Havndal Skole: 5.818.475 kroner
  • Hobrovejens Skole: 2.951.075 kroner
  • Hornbæk Skole: 9.848.025 kroner
  • Korshøjskolen: 12.556.900 kroner
  • Langå Skole: 3.889.350 kroner
  • Munkholmskolen: 13.487.938 kroner
  • Nørrevangsskolen: 7.474.075 kroner
  • Oust Mølleskolen: 2.966.250 kroner
  • Rismølleskolen: 9.577.800 kroner
  • Trekløverskolen (Blommevej): 2.390.850 kroner
  • Trekløverskolen (Borup byvej): 2.941.700 kroner
  • Trekløverskolen (Støvringgårdsvej): 2.605.900 kroner
  • Vestervangsskolen: 16.110.600 kroner
  • Østervangsskolen: 5.959.150 kroner
  • I alt: 143.865.526 kroner

For Sydbyen (Tirsdalens Skole, Kristrup Skole og Søndermarkskolen) arbejder man med tre scenarier: modernisering, ny struktur og en helt ny skole.

Hvis man vælger at gå med Scenarie A, der er modernisering og eventuelt nybyg, vil det koste følgende:

  • Kristrup Skole: 42.064.413 kroner
  • Søndermarkskolen: 35.227.770 kroner
  • Tirsdalens Skole: 22.380.838 kroner
  • I alt: 99.673.021 kroner

Kilde: Nerd Architects

Ikke penge til alle

Analysen, som Nerd Architects har lavet, er nu sendt i høring til 15. november. Politikerne vil få fremlagt høringssvarene på deres møde i december.

Herefter skal moderniseringen af de kommunale skoler prioriteres.

”Der vil være et behov for modernisering af de almene arealer på alle skoler, som blandt andet vil være med til at skabe rum og deltagelsesmuligheder for alle – herunder rum for tilbagetrækning og mellemformer samt fællesskaber i forskellige former,” står der i referatet fra udvalgsmødet.

Det bliver dog understreget, at der ikke nødvendigvis er penge til en modernisering af alle skoler, og derfor skal arbejdet prioriteres. Prioriteringen laves af forvaltningen og Ejendomsservice, der står for at vedligeholde skolerne.

Tre scenarier i syd

Grunden til, at skolerne i Sydbyen – altså Tirsdalens Skole, Søndermarkskolen og Kristrup Skole – ikke er en del af regnestykket, er, at der nemlig skal findes en særskilt løsning her. Skolerne er allerede og bliver i fremtiden så pressede på kapacitet, at der skal nogle mere mærkante løsninger til.

Mere konkret har Nerd Architects forslået tre scenarier.

I Scenarie A arbejder man med en anden udnyttelse af de bygninger, som man allerede har, gennem modernisering. Det vil dog også kræve en anelse nybyg for at løse kapacitetsproblemerne.

Scenarie B går ud på igen at ændre skolestrukturen. Forslaget lægger op til, at Kristrup Skole og Søndermarkskolen fremover kun skal rumme 0. til 5. klasse. Fra 6. klasse skal eleverne gå på Tirsdalens Skole.

I Scenarie C vil man bygge en helt ny skole med to klasser på hver årgang.

Skole- og Uddannelsesudvalget har dog tidligere besluttet, at der ikke skal arbejdes videre med Scenarie B. Men de to andre løsninger er stadig i spil.

Skolerne i Sydbyen er ikke en del af regnestykket. Det er de ikke, fordi der skal findes en særskilt løsning på skolernes udfordringer – etablering af en helt ny skole er i spil. Tabel: Nerd Architects