Godt 60 lastvognslæs kører bentonit til Nordic Waste i løbet af mandagen
Du kan forvente en mere trafikeret mandag end normalt. Rå bentonit vil mandag 7. oktober blive fragtet til Nordic Waste af Gl. Århusvej og der vil i alt køre godt 60 lastvognslæs til stedet. Lastbilerne vil begynde at ankomme fra kl. 06 og det forventes afsluttet kl. 18.
Fredag 4. oktober ankom skibet Bal Bulk til Randers Havn med rå bentonit, som skal anvendes som membran i to permanente bassiner, som er ved at blive bygget på Nordic Waste grunden i syd. Mandag 7. oktober fragtes bentonitten til Nordic Waste med godt 60 lastvognslæs ad Gl. Århusvej.
Det fortæller Randers Kommune i en pressemeddelelse.
De to bassiner skal bruges til at opfange regnvand inde på skadestedet. Her har der været udfordringer med jordbunden og at sikre, at den kan holde på regnvandet, så det ikke siver ned. Derfor får bassinerne en bentonit-membran.
“Og det er denne bentonit, som nu ankommer og herefter skal køres til Nordic Waste grunden. Det betyder, at der vil køre ekstraordinært mange lastbiler mandag 7. oktober,” fortæller Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
De to bassiner får en bund af grus og sten og ovenpå det lægges bentonitmembranen. Bassinerne ligger i god sikkerhedsafstand til Alling Å.
Bentonit er en jordart (fed ler) som er meget fin og binder vand særdeles godt. Bentonit bruges netop til at lave gennemsivningssikre membraner.
kijo