Ved uddannelsesinstitution i Randers udsteder suspekte typer falske og ugyldige p-afgifter.

Citathistorie: TV2 Østjylland

P-afgifter bliver langet ud til bilister, der parkerer ved Jens Otto Krags Plads i det centrale Randers. Der er bare et stort problem.

Firmaet bag afgifterne har slet ikke tilladelse til at udstede dem.

Der er tale om firmaet TR Total ApS fra Hadsten, som har lejet parkeringspladser ved og i kælderen til bygningen, der huser Via University College i Randers.

Gennem flere år har firmaet, ifølge uddannelsesinstitutionen, givet falske og ugyldige p-afgifter til bilister, og de seneste måneder er antallet eskaleret, vurderer de.

Det oplever især de studerende og ansatte på uddannelsesinstitutionen, som finder det nærliggende at bruge parkeringspladserne.

»Jeg har fået fire bøder i alt. Den første fik jeg for tre måneder siden, men jeg slog firmaet op, og det virkede ikke reelt,« fortæller sygeplejerskestuderende Natascha Thorsgaard.

»Jeg har fået gentagne bøder her, men når jeg så undersøgte TR Total ApS så det ud til, at det var blevet opløst i 2021,« supplerer hendes medstuderende Christian Mønster.

For det er nemlig et andet problem med TR Total ApS. Firmaet fusionerede i 2021 med TR Total 1 ApS med samme ejerkreds.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan ser afgiften ud. Privatfoto.

Samme navn og cvr

Men på de hjemmelavede p-afgifter, som minder om almindelige girokort, der fremgår stadig det gamle firmanavn og cvr-nummer.

»Det virker noget suspekt og amatøragtigt. På en af mine afgifter har de sågar stavet ’Citroën’ forkert,« siger Natascha Thorsgaard.

Hun og klassekammeraten Christian Mønster har derfor ikke betalt nogle af deres afgifter, og de har siden ikke modtaget rykkere eller hørt noget fra TR Total ApS eller det nye firma TR Total 1 ApS.

De fortæller dog, at flere af deres klassekammerater er hoppet i fælden og betalt penge til firmaet, fordi de har troet på afgifternes ægthed.

»Jeg bliver da sur over, at de gør sådan noget. Vi er studerende på SU, og så betyder sådan en afgift da noget,« siger Natascha Thorsgaard.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Parkeringsafgifter

Det er Parkeringsklagenævnet, der registrerer de firmaer, der har tilladelse til at udstede parkeringsafgifter, og herfra bekræfter man, at hverken TR Total ApS eller TR Total 1 ApS ikke har sådan en.

Sekretariatschef Dennis Laue fra nævnet skriver følgende til TV2 Østjylland:

“Indledningsvist kan jeg oplyse, at tilmelding til Parkeringsklagenævnet er en forudsætning for at udstede berettigede kontrolafgifter på private parkeringsområder. Dette krav fremgår af færdselslovens paragraf 122 c, stk. 2 (jævnfør paragraf 122 d):

Stk. 2. Kontrolafgift ved parkering på offentligt tilgængeligt privat område kan kun pålægges, hvis den, der pålægger afgiften, er tilmeldt det klagenævn, der er oprettet i medfør af paragraf 122 d, og hvis der tydeligt er vejledt om klageadgangen hertil, når afgiftspålæg gives.”

Firmaer ikke tilmeldt

Parkeringsklagenævnet fører en opdateret liste med de tilmeldte parkeringsselskaber på sin hjemmeside.

Hverken TR Total ApS eller TR Total 1 ApS er eller har været tilmeldt. Parkeringsklagenævnet også kan behandle klager over afgifter udstedt af selskaber, der ikke er tilmeldt Parkeringsklagenævnet.

Det, der gør hele sagen med de tilsyneladende falske p-afgifter ved Jens Otto Krags Plads endnu mere speget, er den måde, de bliver udstedt på.

For den seneste tid har det, ifølge de studerende og Via University College, været direktøren for TR Total 1 ApS’ datter samt hendes kæreste og kammerat, der fysisk har gået rundt og stukket girokortene i bilernes vinduesviskere.

Artiklen fortsætter under billedet

Christian Mønster og Natascha Thorsgaard er blandt dem, der har fået parkeringsafgifter for at holde ved Jens Otto Krags Plads i Randers. Foto: TV2 Østjylland

Og kæresten og kammeraten bar, ifølge skolens ansatte og de studerende, symboler til støtte for en konkret rockergruppering.

Ligesom de havde synlige tatoveringer, som medlemmer fra den gruppering ofte har.

»Det virker da lidt som en skræmmekampagne med de typer, og det er da ikke trygt,« siger Natascha Thorsgaard.

»Det hele er eskaleret den seneste tid, og man kan da ikke lade være med at tænke på, hvad de her folk kan finde på,« lyder det videre fra Christian Mønster.

»En udfordring«

TV2 Østjylland har talt med Jan Severinsen, som er såkaldt chef for Facility Management hos Via University College. Med andre ord er han den øverste chef for udearealerne og de medarbejdere, der vedligeholder dem.

Han fortæller, at TR Total ApS og det nye selskab med de samme folk bag i flere år har været en udfordring for institutionens afdeling i Randers.

Her lejer Via University College sig ind i den store hvide bygning på Jens Otto Krags Plads og har også haft parkeringspladser i kælderen til personalet. Pladser som man så har skullet leje gennem det omtalte firma.

Siden februar har det samarbejde dog været ophørt, og det har fået situationen til at spidse til.

For det er i disse måneder, at der ifølge skolen og de studerende er blevet udstedt et stadigt stigende antal p-afgifter.

»I tirsdags havde en af vores medarbejdere et mere alvorligt sammenstød med folkene, der kommer og udsteder afgifterne. Det optrin er meldt til politiet,« siger Jan Severinsen.

Via University College har ifølge chefen flere gange haft kontroverser med personkredsen, og i flere år har der været problemer knyttet til parkeringspladserne, fortæller Jan Severinsen.

»De skaber utryghed og bekymring hos vores studerende og ansatte, og det tager vi selvfølgelig alvorligt. Derfor har vi involveret politiet,« lyder det fra ham.

Politiet bekræfter

Østjyllands Politi bekræfter, at man har fået en anmeldelse om de ugyldige parkeringsafgifter.

»Torsdag 19. september modtog vi en henvendelse om en mulig falsk parkeringsafgift, som var blevet udstedt på Jens Otto Krags Plads i Randers. En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene fik kontakt med en kvinde, som angiveligt havde opsat afgiften. Østjyllands Politi har ikke umiddelbart identificeret nogen forurettede parter i sagen,« oplyser politiet.

»Sagen er fortsat i færd med at blive undersøgt med henblik på at få klarlagt juridisk, om der er tale om en straffesag med interesse for politiet eller derimod en privatretslig tvist, som følger de civilretslige regler. I så fald vil det i sidste ende være op til domstolene at få afgjort, om parkeringsafgifterne er pålagt med gyldig retsvirkning,« lyder det videre.

Natascha Thorsgaard har inden da også selv forsøgt at tage sagen i egen hånd ved at konfrontere den kvinde, der sammen med to mænd, som hun kalder ’hårde typer’, har været forbi med afgifterne.

Men det har ikke fået afgiftsregnen til at stoppe.

»Når jeg har forsøgt at argumentere med, at hun slet ikke har lov til at give afgifterne, har hun bare ignoreret mig.«

På trods af utrygheden, der er opstået ved personerne besøg ved uddannelsesinstitutionen, holder Natascha Thorsgaard sig ikke tilbage.

Og hun føler sig ikke nervøs ved at stå frem og kritisere firmaet.

»Jeg er ikke bange for at stille mig op. Der skal retfærdighed til. Det er ikke i orden det her,« siger hun.

Bliver ved

Og hvad så med parkeringspladserne nu? Bruger de studerende dem stadig, selvom der er risiko for at få endnu flere afgifter?

»Jeg er stædig, så jeg holder her stadig. Nu har vi jo fundet ud af, at det er ulovligt, hvad firmaet gør, så der er ingen grund til ikke at holde her,« lyder det fra Natascha Thorsgaard, imens studiekammeraten dog har valgt en anden strategi.

»Jeg har valgt at holde et andet sted, for jeg gider ikke det fis mere. Det er den måde, jeg har valgt at løse det på,« siger Christian Mønster.

TV2 Østjylland har ad flere omgange og på forskellige måder forsøgt at få fat i folkene bag TR Total ApS og det nye TR Total 1 ApS, men det er ikke lykkedes.

Vi har også rakt ud til datteren til direktøren. Det er angiveligt hende, som med sin kæreste og kammerat fysisk er rundt og give afgifterne, men det er heller ikke lykkedes.

Vi ville gerne have spurgt ind til rockerrelationen og beskyldningerne om en skræmmekampagne.

Firmaet, der administrerer bygningen på Jens Otto Krags Plads, hedder Rubik Properties og ligger i København. Herfra har man følgende kommentar:

»Vi er ved at undersøge sagen nærmere, og kan derfor ikke udtale os om sagen for nærværende.«