Der har været mange påkørsler og nærved uheld på bestemt strækning på Viborgvej på grund af vejarbejde. Nu er der fundet en midlertidig løsning.
Det har været meget utrygt for både bilister og cyklister på strækningen mellem Fladbrovej og ned mod Parkboulevarden på Viborgvej.
I løbet af det sidste halve års tid er der sket flere uheld og påkørsler, fordi Vejdirektoratet etablerede en midlertidig dobbeltrettet cykelsti på den nordlige side af Viborgvej i forbindelse med, at der skal bygges et ekstra spor på Viborgvej ind mod byen.
Både bilister og cyklister har glemt at holde øje med modparten og det har givet mange knubs til de bløde trafikanter.
Det har Din Avis skrevet om i flere tilfælde.
Læs blandt andet: Veronika ser cyklisten sekundet inden det går galt: »Fuck. Jeg håber ikke han dør«
Her så Mette cyklist blive ramt: »Jeg vil ikke sende mine børn afsted på den strækning«
Trafikkaos på Viborgvej: Politikere vil diskutere løsninger for at afhjælpe problemet
Nu kan både cyklister og bilister ånde en smule lettere.
For nu er der igen etableret en cykelsti på den sydlige side af Viborgvej. Den løber fra Fladbrovej og ned til Olivarius Jürgensens Vej.
Den er dog stadig midlertidig og løber tæt på Viborgvejs vejmidte. Cyklisterne bliver holdt inde mellem to afspærringer, for til sidst at ende på gummimåtter i bunden, før de igen når den rigtige cykelsti på Viborgvej ind mod byen.
Det sker for at holde alle sikre, mens de store maskiner er i sving.
Der bliver stadig arbejdet på at gøre det ekstra spor og en ny stribe cykelsti helt færdig. Mens brolæggerne skal have tid til at etablere et nyt fortov.
Efter planen er det nye spor, cykelsti og fortov klar omkring efterårsferien, lover Vejdirektoratet.