Krydset Århusvej/Grenåvej er nu klart i en ny og mere sikker udgave, der skal give bedre afvikling af trafikken.

Siden juli har en større ombygning af krydset Grenåvej/Århusvej været i gang med det formål at forbedre sikkerheden for lette trafikanter og sikre en bedre trafikafvikling i krydset. Og nu er det klar til brug, fortæller Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Krydset er et af de mest trafikerede i Randers Kommune, og jeg ser frem til, at en ny og forbedret udgave nu kan tages i brug. Især den dobbeltrettede cykelsti over Århusvej har været uhensigtsmæssig for både sikkerheden og afviklingen af trafikken i krydset. I det nye kryds er sikkerheden forbedret, og samtidig er krydset klargjort til en stigende trafikmængde fra Brotoften efterhånden som Flodbyen bliver udbygget,« siger Frank Nørgaard, der er formand for miljø- og teknikudvalget.

Det nye lyskryds blev sat i drift natten mellem mandag 30. september og tirsdag 1. oktober.

Skitse af projektet, hvor den dobbeltettede cykelsti over Århusvej blandt andet bliver nedlagt og erstattet af en enkelt cykelbane. Det ny-ombyggede kryds.

Overgangen til det nye kryds vil kræve lidt ekstra opmærksomhed især fra de trafikanter, der har været vant til det gamle kryds. For når morgenpendlerne rammer krydset, vil de blive mødt af et lyskryds, der har nye signalmaster og lysfaser, nye cykelbaner og fodgængerovergange.

Den dobbeltrettede cykelsti på tværs af Århusvej er erstattet af en enkeltrettet cykelbane. Og den eksisterende dobbeltrettede cykelsti over Grenåvej er bevaret, men her har cykeltrafikken og fodgængerfeltet nu egen lyssignal-fase. Dermed kan de lette trafikanter krydse vejen, uden at den tunge trafik på samme tid skal krydse cykelsti og fodgængerfelt.

På tværs af Randers Bro er der desuden etableret en ny cykelbane og et fodgængerfelt, som også her har egen lyssignal-fase i forhold til den højre svingende trafik fra Grenåvej. I den forbindelse er hellerne på Randers Bro gjort bredere, så de kan bruges som støttepunkter for fodgængere.