Det er en nødvendighed at hæve skatten midlertidig. Pengene blev primært brugt på at undgå at ramme folkeskolen og ungdomsklubberne.
Vi har bedt de tre største partier i budgetforliget forklare deres tanker om budgettet.
Bo Vestergaard (K)
Hvorfor er de Konservative gået med til en skattestigning?
»Det gør selvfølgelig ondt. Men vi er også en ansvarlig parti, som jo skal tage vare om de velfærdsopgaver, som vi også skal kunne tilbyde vores borgere. Vi kunne jo godt se undervejs i forløbet, at vi ikke kunne undgå en skattestigning, ellers så var det simpelthen for massivt besparelser, der var udsigt til. Skattestigningen er midlertidig. Det vil sige, at den skal genforhandles hver eneste år. Det vil sige, at hvis vores økonomiske udvikling bliver bedre, så nedtrappes den her skattestigning.«
»Vi beder vores borgere om at hjælpe i fællesskab og give en lille skærv til fælleskassen. Betydningen for en enkelt borger, altså dig og mig, er omkring 100 kr. mere om måneden. For en folkepensionist er det 22 kr. Og det sætter det jo sådan lidt i relief.«
»Vi styrker de indsatser, der gør, at vi får færre borgere der kommer på overførselsindkomst. Vi styrker også kontrolenheden, så dem der føler trang til, eller måske bliver fristet til at lave socialbedrageri, dem kommer vi efter. Og laver sanktioner mod dem. Og det er jo kun godt for os andre, der overholder regler og love.«
Så har vi også en nytteindsats. Det vil sige, at vi mener, at alle dem, der kan arbejde, skal arbejde. Vi har jo et arbejdsmarked og virksomheder, der skriger på arbejdskraft. Og samtidig har vi nogle ledige her i Randers og dem skal vi jo simpelthen sørge for at få ud på arbejdsmarkedet. Og det gør vi ved at sætte nogle krav til, at når de kommer og beder om hjælp på jobcentret og får deres ydelser, så skal de også tage et job.«
»Det er simpelthen en hel omkalfatring af hele tanken om, at i Randers arbejder vi for fællesskabet. Vi snyder ikke hinanden.«
»I Konservative kom vi jo igennem med, at vi rigtig gerne vil investere i fremtiden i Randers. Så opsparingen til Klimabroen, den fortsætter, og det er jo en del af løsningen faktisk på, at vi kan få endnu flere skatteyder til Randers.«
Claus Berggren (V)
Hvad er Venstre mest stolt af i budgettet?
»Vi friholder stort set folkeskolen med de mange millioner, der var besparelser på. Og ungdomsskolen går næsten fri for besparelser. Vi friholder også soldaterveteranerne, der undgår at få deres tilskud skåret væk. Og vi kører Randers Hospice videre i to år, forstået på den måde, at vi så søger en løsning på, at enten regionen eller en privat aktør overtager det på sigt.«
Venstre står sammen med Konservative bag forsøget på at minimere antallet af borgere på overførselsindkomster der flytter til Randers.
»Det kunne være, at hvis nogle af huslejerne fik et nøk opad på baggrund af, at det nu ikke er omkostningsreguleret husleje, så kunne det være, at vi måske fik færre tilflyttere til Randers Kommune og Randers Midtby i det hele taget.«
Hvordan har en Venstremand det med skattestigningen?
»Altså der var ikke så mange andre muligheder, kan man sige. Hvis vi ikke var gået med til en skattestigning, så havde skoleområdet skullet spare næsten 20 millioner og ungdomsskolerne skulle spare 50 procent. Og det mener vi simpelthen ikke var vejen frem, så derfor har vi gået med til en skattestigning.«
Så nu går det ud over de ældre og børnene?
»Det er rigtigt, at det der med at sove med støttestrømperne på, bliver udfaset. Og der er også lidt omkring, at det bliver lidt dyrere at få mad for de ældre, det er rigtigt nok. Men eksempelvis det forslag med, at de fik rengøring endnu færre gange, end det var lagt op til, det er også taget ud.«
Men også administrationen skal der spares på de kommende år. Der skal findes 3-4 millioner kroner de kommende år. Desuden er kommunaldirektøren blevet bedt om at præsentere en spareplan og ændring af kommunens administration til næste års budget.
»Den pose penge, kommunen bruger til administration i 2024, det er det samme, de skal bruge i 2026, 2027 og 2028. Omkostningerne skal holdes i ro.«
Borgmester Torben Hansen (S)
»I og med at vi har fået så mange besparelser, og det har været en økonomisk nødvendighed, så er der jo ikke nogen, der går rundt med armen over hovedet på baggrund af det her. Vi har forsøgt at sige, at hvad der har at gøre med forebyggelser og almene folkeskole, sundhed osv. det har vi forsøgt at passe på, alt det vi kan.«
»Skattestigningen er gået til at redde besparelserne på ungdomsskolerne, folkeskolen, sikre Randers Hospice i to år, redde den vedligeholdende træning for vores ældre medborgere og rengøringen.«
»Jeg synes, det er forsvarligt det her og ansvarligt, fordi vi netop laver en kombination af, at vi både hæver skatten, så vi finder vi også nogle besparelser, men de har absolut ikke været nemme, kan jeg roligt sige.«
»Vi har givet den almindelige folkeskole et godt puf og en understøtning. Og så er vi er meget optaget af forebyggelsen. Også EUD 8, EUD 9, og juniormesterlære har vi forsøgt at forbedre forholdene for. Vi har forsøgt at sikre ungdommen, så godt som vi kunne fremover.«
»Jeg har været med i mange år, både op igennem 90’erne og her i de seneste år. Det er den værste budgetlægning, jeg nogensinde har oplevet. Men vores opgave som politikere er sådan set også at finde den balance, der gør, at vi både passer på vores velfærd, men vi også lige tænker på, hvordan kan vi udvikle vores by fremadrettet. Det er jo også en del af vores opgave, på samme måde som det også er en del af at skaffe ekstra brandberedskab og så har vi fredet pengene til Klimabroen. For det skal sikre den rette tilflytning i fremtiden.«