Kunderne i Norddjurs bliver overflyttet til filialen i Randers. Samling af kompetencerne giver bedre rådgivning, siger direktør.

Af Simon Carlson, Jyllands-Postens Lokalaviser

Nordea lukker sin filial på Østerbrogade i Grenaa. Det sker 26. november, hvor filialen lægges sammen med filialerne i Randers og Risskov. I den forbindelse vil kunder, der er bosiddende i Norddjurs blive tilknyttet filialen i Randers.

Filialen i Grenaa har desuden en del kunder fra Syddjurs Kommune tilknyttet; blandt andet fra Ebeltoft. De kunder bliver fremover tilknyttet filialen i Risskov.

Ifølge Steffen Ludvigsen, filialdirektør i Nordea Randers, sker sammenlægningen for at kunne give bedre rådgivning til kunderne.

»Ved at samle rådgiverne fra begge filialer, har vi flere medarbejdere med forskellige kompetencer under samme tag. Det betyder, at vi kan rådgive kunderne bedre og hurtigere, når de har brug for vores hjælp, siger Steffen Ludvigsen.

»Vi kan erfare, at det kræver bare meget at være en dygtig bankrådgiver i dag, og det kræver derfor, at der er mange dygtige kollegaer til at sparre med alle de regler der er. Vi må erkende, at det setup kan vi ikke lave i Grenaa, og det er derfor vi nu vælger at flytte det til Randers og Risskov,« tilføjer filialdirektøren.

Han noterer desuden, at Nordea-filialen i Randers har åbent alle hverdage fra kl. 10-16, og at Grenaa-kunderne derfor vil opleve en større tilgængelighed i løbet af ugen.
Filialen i Grenaa har således i en længere periode haft en væsentligt kortere åbningstid fra 10-13.

I løbet af sommeren har filialen også været lukket for blandt andet at teste rådgivningen til kunderne i et andet setup, forklarer Steffen Ludvigsen.

»Der er jo slet ingen tvivl om, at i dag går man i banken, via sin mobilbank eller sin netbank. Og flere og flere er også blevet langt dygtigere til online-møder. Det har vi kunnet teste hen over sommerferien, og vi kan se, at vores kunders kriterier er, at fordi de ikke mødes med en rådgiver så tit, så vil kunderne hellere have en kompetent rådgiver, som de mødes med, når det er relevant,« uddyber Steffen Ludvigsen.

Pengeautomat bliver

Nordeas pengeautomat i Grenaa bliver, selvom filialen flytter. Derfor kan kunderne stadig hæve eller indsætte penge i byen, når de har behov for det. Desuden kan Nordea-kunder altid hæve gratis i andre bankers pengeautomater, lyder det fra banken.

Kunderne i Norddjurs vil få en ny rådgiver i filialen i Randers, og deres kontonumre og alt andet fortsætter uændret.

Det bliver dog et kortvarigt besøg i de nuværende lokaler, da filialen i Randers flytter den 16. december til en mere central beliggenhed i Østergrave 4, hvor der bliver mulighed for kundeparkering lige ved filialen.

»Vi glæder os til at byde vores kunder fra Norddjurs velkommen til en moderne bank i Randers med gode mødefaciliteter for både kunder og medarbejdere i Nordea,« siger Steffen Ludvigsen.