»Jeg synes, vi har fået meget,« siger varehuschefen om den netop overståede overhaling, som butikken har fået.

AF CECILIE BISGAARD

Hvis du har handlet i Føtex i Dytmærsken det sidste halve år, så har du ikke kunnet undgå at bemærke, at der var ved at ske noget stort.

Hylder og hele varegrupper blevet flyttet rundt. Hver gang du lige havde lært, hvor de havde flyttet rugbrød, dåsemad og bleer hen, så måtte du endnu engang på jagt efter en ny placering.

Men der har været en mening med det hele. Det fortæller varehuschef Per Toldbod.

»Den største udfordring har været at flytte varer rundt for at lave plads til renoveringen. Vi er heldige, at vi har god plads ovenpå, så vi flyttede hele parfumeafdelingen derop for at få et tomt område, så vi kunne flytte rundt nedenunder. Vi har flyttet varer rundt hver uge siden marts, hvor renoveringen gik i gang,« siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter under billedet

Varehuschef Per Toldbod håber, at kunderne oplever butikken som mere indbydende efter stor renovering, der har taget et halvt år. Foto: Cecilie Bisgaard

»Det var vi nødt til. Vi kunne jo ikke holde lukket i et halvt år. Mange spørger, om vi ikke kunne have lukket 14 dage og så fået det overstået, men det kunne vi ikke. Der har været så mange faggrupper af håndværkere, og alt deres arbejde skulle passe sammen, så det ville betyde, vi skulle have lukket længe.«

Her er det hele lavet om

Den mest gennemgribende renovering er foregået i butikkens stueetage.

»Der er ikke noget, der ikke er lavet om,« siger Per Toldbod.

Der er kommet ny bagerdisk, kundeservice og kasselinje. Der er kommet et nyt mælkerum og nye kølebokse med låg, som er mere energieffektive. Indretning er ny, og inventaret er nyt.

Artiklen fortsætter under billedet

Både bagerafdelingen og kundeservice har fået nyt udseende. Foto: Cecilie Bisgaard

Og så er gulvene skiftet.

»Det gamle havde ligget der, siden butikken åbnede i 92, så det trængte til at blive skiftet. Vi har omkring en million ekspeditioner om året – og mange af dem er jo flere personer, der handler sammen. Det kan man ikke se på tallene, men de slider jo lige så meget,« siger varehuschefen.

Ny, åben slagterafdeling

Et af de steder, hvor renoveringen er allertydeligst, er i bunden af butikken. Her fandt du før i tiden dine mælk og yoghurt. I dag finder du en betjent delikatesse- og slagterafdeling.

»Mange troede ikke, vi havde en slagterafdeling. De var ikke klar over det. Men nu kan de se slagterne arbejde, og det er fedt,« siger Per Toldbod.

Slagternes arbejdsplads er fysisk samme sted som før. Den helt store forskel er, at der nu er åbnet op ind til afdelingen.

Artiklen fortsætter under billedet

En af de forandringer, der tydeligst mærker som kunder, er, at der nu er åbnet ind til slagterafdelingen. Slagterne arbejder samme sted som før, men tidligere var butikkens endevæg cirka det sted, som varehuschef Per Toldbod står. Foto: Cecilie Bisgaard

Noget andet, som tydeligt kan mærkes som kunde, er, at indgangen til selve butikken er blevet flyttet. Faktisk er den rykket to meter.

»Før var det svært udefra at se rulletrappen, og at vi faktisk har gang i noget ovenpå. Nu har vi prøvet at gøre det mere tilgængelighed og vise, at vi lever op til vores navn ved både at have fødevarer og tekstil,« siger varehuschefen.

Helt farvel til bistroen

På varehusets 1. sal er der også sket lidt. Der er lagt nyt gulv flere steder, og også her er der en ny indretning og nogle steder nyt inventar.

»Men det hele er ikke nyt. Inventaret i tekstilafdelingen er mere eller mindre det samme, som da butikken åbnede. Men der er kommet mere struktur på 1. sal. Før kom man op til et stort område med bøger. Nu er der fokus på køkkenudstyr,« siger Per Toldbod.

Efter renoveringen er der heller ikke mange spor tilbage af den gamle bistro, der også lå på 1. sal. Her er gulvene skiftet, og der er blevet sat en væg op ind til et område, der bliver brugt som lager.

Artiklen fortsætter under billedet

Butikken har fået nye facader ud mod både busterminalen og Dytmærsken. Foto: Cecilie Bisgaard

»Vi har fået meget«

Det er ikke kun indendørs, at håndværkerne har været i gang. Butikken har fået nye facader både ud mod Dytmærsken og ud mod busterminalen. Det er også kommet nye Føtex-skilte på butikkens ”tårn”.

»Vi er kommet med vores ønsker, og så har Føtex-kæden besluttet, hvor meget der skulle gennemføres. Jeg synes, vi har fået meget. Det må jeg sige,« siger Per Toldbod.

Renoveringen er nu stort set overstået. Der er en liste med fejl og mangler, men det vil du ikke kunne mærke som kunde, forsikrer varehuschefen.

»Det er skønt, der ikke er larm og rod mere. Måske virker her større. Jeg tror i hvert fald, at farverne og mere lys gør, at butikken ser mere indbydende ud,« siger han.

Butikkens “tårn” har fået nye Føtex-skilte. Foto: Cecilie Bisgaard