Friske artister kommer til Randers som følge af et nyt samarbejde mellem Underværket og Turbinen.
Det er vigtigt, at der er et større udbud af koncerter til ungdommen i Randers. Derfor har de to kulturinstitutioner Underværket og Turbinen slået sig sammen om at præsentere en række af koncerter, der i udgangspunktet har en yngre profil, men hvor alle aldersgrupper er velkomne, skriver Turbinen og Underværket i en pressemeddelelse.
Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez fortæller:
»På Underværket og Turbinen har vi længe gået og drømt om at lave en koncertrække med et yngre publikum for øje – og med yngre kunstnere. Vi vil skabe mere kultur og liv i byen for alle aldersgrupper, og i tilfældet med koncertrækken her, har det været vigtigt for os, at vi ikke bare har siddet og gættet på ’hvad de unge vil have’, men at vi har haft målgruppen med om bord i processen med at arrangere koncerterne.«
Koncerterne kommer til at finde sted på Underværket og Turbinen, men det er ikke udelukket, at der på sigt også kan være koncerter andre steder i byen.
Koncerterne er på plads, billetterne er i salg, og så mangler der faktisk bare én ting – et navn. Og også her skal publikum involveres, fortæller arrangørerne:
»Koncertkonceptet kommer naturligvis til at få et fedt navn, og til det får vi brug for publikums hjælp. Vi har selv haft flere idéer op at vende, men når vi nu inddrager publikum i hvilke navne, de gerne vil opleve på scenen, er det helt oplagt også at inddrage jer i, hvad konceptet skal hedde. Derfor kommer vi efter sommerferien til at spørge om gode navneforslag og lave en afstemning blandt de bedste bud.«
Koncerterne
21. september 2024: Lydmor
30. november 2024: FABRÂK
20. december 2024: PIND
30. januar 2025: Elias Rønnenfelt
27. marts 2025: Rigmor