Lone Fogsgaard Rasmussen har været alkoholiker siden hun var 15 år: Først da hun havde brækket armen for anden gang og børnene var meget kede af det dagen efter nytårsaften, ændrede hun kurs.

Lone Fogsgaard Rasmussen er måske bedst kendt som den energiske ildsjæl bag ’Vi Løber i Randers’.

Men bag det smilende ydre har hun kæmpet en langt mere personlig og svær kamp – en kamp mod alkoholmisbrug, der har præget en stor del af hendes liv.

Men fordi det er kommet glidende, har ingen i omgangskredsen opdaget noget. Og langt hen ad vejen heller ikke hende selv.

»Jeg har altid været bevidst om, at den måde, jeg drak på, og den fornøjelse, jeg havde ved det, var anderledes end for de andre mennesker, som jeg omgikkes med,« siger Lone Fogsgaard Rasmussen, der har valgt at fortælle sin historie.

Hun vil vise, at man kan vende sig imod den stærke alkoholkultur vi har i Danmark og kæmpe sig tilbage til livet.

Lone Fogsgaard har altid været den energiske, festlige, joviale, rare og omgængelige kvinde, der talte godt med de fleste. Og hun har kun opført sig pinligt og været meget fuld overfor børn og venner én gang.

Ellers var hun i kontrol. Sådan opfatter hun det selv. Men det skulle en brækket arm ændre fuldstændigt.

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET

»Hvis du kan løbe et maraton, så er du ikke alkoholiker. Når du stadig passer dit arbejde og kommer frisk på arbejde, så er du ikke alkoholiker,« har Lone altid tænkt. Hendes budskab er, at der er mange, der er ramt af vores alkoholkultur. Men du kan vende det. Privatfoto.

Baren er ryddet

I dag laver hun alkoholfrie drinks og drikker kun øl og vin uden procenter i. Hun har tømt baren i stuen for sprutflaskerne og har lovet sig selv, at livet skal nydes – sammen med familien.

Hun venter på at blive udredt for ADD. Det er en form for ADHD, hvor hyperaktiviteten er fraværende eller ikke så synlig – med andre ord ”den stille ADHD”.

I takt med at årene går, og hun stifter familie, bliver alkohol en måde at håndtere både gode og dårlige dage på.

»Hvis jeg havde haft en dårlig dag, ringede jeg hjem til manden og bad ham åbne en flaske vin. Og hvis der var sket noget godt, skulle det selvfølgelig også fejres med alkohol,« fortæller Lone.

Når hun er på arbejde, er Lone ædru. Men især i weekenderne bliver der hygget. Øllene og vinen kommer altid på bordet. Hun kører sjældent bil i weekenden, er det gået op for hende bagefter. For det kan hun ikke.

»Lige nu er jeg kommet i en proces, hvor jeg bruger rigtig meget tid på at forstå, hvad det er, der er sket. Og hvad det er for nogle mekanismer, der har drevet det. Og også tilgive mig selv, at det er en hård modstander, jeg har været oppe imod. Jeg fortæller mig selv, at jeg skal være stolt over, at mine børn trods alt kun er 13, 13 og 15 nu. Det er ikke for sent.«

LÆS VIDERE UNDER DE GODE RÅD

Angst og depression

Det hele kulminerede med voksende angst og en lille depression, der kom snigende efter Corona-pandemien i 2021. Uden at tænke over det, bruger Lone sprutten til at medicinere sig selv, det erkender hun først bagefter.

Det skelsættende, der ændrede hendes liv til en kamp for det gode liv uden alkohol, fandt sted til nytår, og hun har været ædru lige siden.

Hun står op den 31. december 2023 om morgenen og har det helt forfærdeligt. Hun har hjertebanken. Det har stået på længe.

»Jeg kommer ned i løbeklubben, og jeg løber, og det er jo nytårsmorgen, så det er jo en tradition, at vi får et glas bobler, og det bliver til et par øl. Jeg lader min bil stå dernede og kører hjem med manden. Og hele dagen har jeg det helt, helt, helt forfærdeligt. Og jeg kan mærke den dag, at det her går galt nu,« husker hun.

Hun erkender at hun står ved en skillevej, fortæller hun til Din Avis.

Men hvad fik Lone til at vælge en ny vej – og hvordan inspirerer det hende til at tage kampen op mod alkohol? Det afslører Lone længere nede i artiklen.

Brækker armen – igen

»Enten så får det her konsekvenser for resten af dit liv, så bliver du sådan en fullblown alkoholiker. Eller også så skal der ske noget nu,« siger hun til sig selv.

Alligevel tager hun til nytårsaften i et sommerhus i Grenaa med hele familien og nogle venner. Der er gin og tonic på bordet.

»Jeg går til den fra start af. Og så falder jeg og brækker armen. Jeg kan mærke med det samme, at den er brækket. Og så går jeg egentlig i seng. Jeg står bare lige op omkring midnatstid for at sige godt nytår og kramme børnene. Jeg kan se, at børnene er meget kede af det. Men jeg bider smerterne i mig og lægger mig til at sove.«

Det er den samme arm, som hun brækkede, da hele familien var til X Factor i Arena Randers tidligere på året. Også her fik hun en del at drikke og havde det festligt, men uden at det kammede over, mener hun selv på det tidspunkt.

Så går det op for hende. Man brækker ikke sin arm samme sted to gange, uden at der er noget galt.

En brækket arm skulle vise sig at være mere end bare en fysisk skade – det blev et vendepunkt i hendes liv.

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET

Da Lone Fogsgaard Rasmussen brækkede armen det samme sted for anden gang i en brandert, indså hun, at alkoholen skulle væk. Billedet er fra første gang, hun brækkede armen. Privatfoto.

Angst, når hun er ædru

Næste dag kører veninden hende ind til skadestuen i Grenaa. Smerterne i armen gør næsten lige så ondt som hendes inderste tanker.

Veninden er den første, der virkelig når ind til Lone Fogsgaard.

»Jeg siger til min veninde, at det her har taget overhånd. Jeg har et problem. Jeg er blevet fanget i, at jeg medicinerer mig selv. Mine ædru stunder er præget af angst. Mine berusede stunder er behagelige. Kortvarigt. Men det har nogle store konsekvenser, når jeg vågner næste morgen. For jeg er jo dvask det meste af dagen.«

Lone Fogsgaard trækker vejret dybt, så dybt, at du kan se hendes næsebor udvide sig, mens skuldrene hæver og sænker sig.

»Jeg siger til hende, at det her skal slutte. Men jeg havde selvfølgelig også lige min mand, jeg skulle snakke med. Han har slet ikke det der behov og problem, som jeg har. Han er jo bare opvokset i en anden kultur end mig, hvor alkohol var mere accepteret og noget, man indtog for nydelsens og hyggens skyld. Jeg kommer fra en familie, hvor alkohol kun hørte helt specielle begivenheder til. Jeg drak først som 15-årig.«

Tankerne flyver igennem hovedet på hende.

»Jeg tænker, at hvis han ikke er med på den, så kan det godt være, at vi bliver nødt til at gå fra hinanden i en periode. For jeg kan ikke klare det, hvis han fortsætter.«

Heldigvis er manden med på ideen.

»Ved du hvad? Det gør vi, siger han. Væk med det lort. Så ingen af os har rørt alkohol siden nytårschampagnen. Midt på natten, den første januar,« fortæller Lone Fogsgaard Rasmussen stolt.

Fanget i alkoholkultur

Og her kommer pointen.

»Det er rigtig, rigtig vigtigt at få ud, hvor almindeligt det er for helt normale mennesker at have nogle problemer med alkohol. Men også, at det er så tabubelagt, at vi ikke kan finde ud af at løse det selv,« forklarer Lone Fogsgaard Rasmussen.

»Vi har en stigmatiseret idé om, at en alkoholiker er én, der sidder på en bænk, eller én, som ikke passer sit arbejde i frisk og ædru tilstand eller ikke kan noget. Jeg gik af og til og testede mig selv. Hvis du kan lade være med at drikke i to dage, så er du ikke alkoholiker.«

Hun tilføjer:

»Hvis du kan løbe et maraton, så er du ikke alkoholiker. Når du stadig passer dit arbejde og kommer frisk på arbejde, så er du ikke alkoholiker,« sådan tænkte jeg.

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET

Hyggebajere var en naturlig del af Lone Fogsgaard Rasmussens liv. Der var altid en lejlighed. Privatfoto

Hun lægger hovedet lidt på skrå og kigger direkte på mig.

»Men det er vi mange, der er. Det kan jeg jo se, for jeg er begyndt hos Anonyme Alkoholikere. Og jeg kan høre, at vi bliver fanget i den der ekstreme alkoholkultur, der er i Danmark, som simpelthen gør, at man kan have så åbenlyst et misbrug, uden at man selv og andre opdager det og synes, det er et problem.«

Kan man stadig fejre livets op- og nedture uden alkohol? Lone har fundet en ny måde at gøre det på – og du vil måske blive overrasket over, hvor meget glæde det kan bringe.

MERE UNDER OPSKRIFTEN

Men der var den der uro

Lone er vokset op i en helt almindelig forstadsfamilie. Men der var en uro i kroppen.

»Jeg var et stille barn med rigtig mange tanker og havde rigtig svært ved at passe ind socialt i det samfund, jeg boede i, i Hornbæk. Jeg var pigen i genbrugstøjet på den billige vej med rækkehusene, hvor der var rigtig mange rige mennesker, hvor ens popularitet blev målt i at have det rigtige hår og tøj,« lyder erkendelsen i dag.

»Jeg er vokset op med to meget kærlige forældre. Det var en tryg barndom. Jeg er sikker på, at de værdier jeg er opdraget med, har været årsagen til, at jeg i den grad har været i stand til at reflektere over mit misbrug igennem alle de år og at jeg har holdt mig selv under observation, så det aldrig gik helt galt.«

Da hun var 15 år, opdagede hun for første gang, hvad alkoholen kunne gøre for hende. Og så tog det fart. Op gennem ungdomslivet kunne hun sagtens drikke en hel kasse øl selv.

»Jeg tænkte, det var sejt. Jeg fik opmærksomhed på det, og jeg var en af flokken, når jeg kunne drikke mændene under bordet,« husker hun.

»Jeg kunne mærke, at nogle af alle de der tanker i hovedet og bekymringen for hele tiden at sige noget forkert og hvordan det ville blive opfattet, det forsvandt.«

Hun blev sjov og charmerende og dansede. Og gav den gas. Især på et skisportssted i Schweiz, hvor hun arbejdede som tjener i syv måneder, før hun var 20.

MERE UNDER OPSKRIFTEN

Hyggeøl og trøstevin

Efter flere år med uddannelse møder hun sin mand.

»I hans familie er det lidt mere naturligt, at man sætter et glas vin på bordet, også i hverdagen. Men som nydelse, ikke for at blive fuld. Han var bare vant til, at alkohol gerne måtte indgå i en hverdag. Det synes jeg var meget, meget mærkeligt fra start af, men det var også enormt hyggeligt jo. Så det blev egentlig også lidt en del af vores hverdag, at det var fuldstændig normalt at drikke en flaske vin en mandag aften, det gør ingenting.«

Og sådan fortsatte det. Bortset fra en lang pause i perioden, hvor hun er gravid og får tre børn, så er der hyggeøl, trøstevin og en lækker drink af og til.

En pause i rengøringen betød en øl fra køleskabet, og en pause i havearbejdet var lig med en kold øl. En fridag betød en god frokost med øl og en til, som så tit greb om sig.

»Når vi holdt fødselsdage for hele familien, så endte det altid med, at vi sad tilbage med enten noget familie eller nogle venner, og så holdt vi lige en efterfest bagefter. Min datters konfirmation var det samme,« lyder det eftertænksomt.

Når hun lige stak hovedet over hækken og hilste på naboerne, så endte det tit med en hyggebajer, eller tre. Eller flere. Hun fik endda bygget en bar midt i stuen, hvor farverige flasker stod på rad og række. Alkohol var i den grad en del af Lones liv.

MERE UNDER OPSKRIFTEN

Lone vælger livet

Men siden nytårsaften har hun ikke rørt en dråbe alkohol.

»Specielt nu hvor jeg er stoppet, har jeg indset, at der er så mange sjove ting, man kan lave med sine børn. I stedet for enten at have tømmermænd eller sidde og være dvask, fordi du har drukket. Der er så mange andre gode oplevelser med børnene, vi skal nå at have sammen,« lyder erkendelsen.

»Det er min største proces lige nu. Det er, at de her børn er blevet teenagere nu. Og jeg er gået glip af rigtig mange ting. Og det er måske også derfor, det er så vigtigt for mig at gå ud med det.«

Da hun stoppede med alkoholen, fandt hun en app, hvor man kan følge sine fremskridt.

»Og så skulle man skrive sin motivationstale til sig selv. Hvorfor er det, at jeg ikke drikker? Og der startede jeg med at skrive: fordi jeg smadrer mit liv. Og mine børns liv.«

Hendes besøg hos Anonyme Alkoholikere og en person hun kunne spejle sig, ændrede hendes tilgang. Næste gang appen skulle opdateres med en motivationstale var hendes motivation vendt om.

»Fordi livet er pissefedt uden alkohol. Jeg er gået fra afsavn til, at jeg ikke vil ødelægge mit liv, til at det er et tilvalg i stedet for et afsavn. Livet er noget helt andet.«

Hun tilføjer: »Vi skal have lavet noget sjov og ballade. Vi skal have vist folk, hvor mange fordele der er i et alkoholfrit liv. Jeg gider ikke være prædikende. Jeg deltager stadigvæk til fester og opfordrer de andre til at drikke alle de bajere, de skal. Men det er vigtigt for mig at vise, at hold da op, hvor er livet uden alkohol fedt.«

Tæt på at falde i – eller?

Hun har stadig den samme energi og hun fester uden alkohol. Drinksene er alkoholfri og hun har købt en bog med opskrifter på ’mocktails’, der er farverige drinks uden alkohol.

Og så er hun begyndt at bevæge sig med børnene og manden. Sommerferien foregik med leg på stranden og hygge. Førhen ville den have stået på drinks på en stol indtil solnedgangen var overstået.

Men hun øver sig stadig på et liv uden sprut.

»I går havde jeg en træls dag på arbejde. Og jeg tog mig selv i lige fuldstændig spontant at tage telefonen og ringe til min mand på vej hjem. For at sige til ham, at du åbner lige en flaske vin til, jeg er hjemme.«

Lone skraldgriner, så du kan se de hvide tænder.

»Og så kom vi jo lige til at grine. Så siger han, ’det gør jeg da’. Så stod der sådan en dejlig flaske alkoholfri bobler, da jeg så kom hjem. Og så skålede vi på, at min dag godt kunne have været lidt bedre. Men det ligger stadigvæk i mig, at de der dage, der har været rigtig gode eller rigtig dårlige, de skal fejres.«

Netop derfor har hun oprettet en Instagram-profil. Hun vil vise, hvordan du kommer igennem uden alkohol. Du kan finde den ved at søge på: salut_mocktails_and_dreams.