Loungemusik og storskærm med golf på Rådhustorvet.
Rådhushaven i Randers Midtby omdannes i tre dage fra 22. til 24. august til et golfparadis. Det skriver Randers Event i en pressemeddelelse. Det sker i anledning af det internationale golfevent DP World Tour hos Lübker Golf på Djursland.
Uanset om du er en passioneret golfentusiast eller blot ønsker en hyggelig dag i byen, er der masser at opleve i Golfparken. Her kan du blandt meget andet sammen teste dine evner på den otte meter lange putting-bane. Hvem mon der først laver en hole-in-one?
I samarbejde med Randers Golf Klub og Randers Fjord Golfklub vil der være konkurrencer med spændende præmier. Derudover kan du deltage i sjove familiespil som stigegolf og petanque.
Golfparken bliver spillet op af loungemusik og DJ-sets i en hyggelig atmosfære. Fra storskærmen kan du følge de internationale golfstjerner live, når de kæmper om sejren på Lübker Golf & Spa Resort. Med 156 professionelle golfspillere fra hele verden, herunder flere danske stjerner i verdenseliten, er der garanti for spænding og spektakulære slag.
Randers, Aarhus, Syddjurs og Norddjurs kommuner er værter for DP World Tour 2024 i samarbejde med GolfPromote og Visit Aarhus.
Derefter lukkes Rådhushaven for i år.