To små børn på to og seks år mistede begge forældre i en forfærdelig trafikulykke i Randers. Nu fortæller familien, at børnene bliver hos dem.

Citathistorie: TV2 Østjylland

En pige på to år og en dreng på seks år har været i manges tanker efter en forfærdelig ulykke på Mariagervej i Randers, hvor de to børn mistede begge deres forældre. Nu er deres fremtid ved at være på plads.

Det bekræfter familien over for TV2 Østjylland.

Den ønsker ikke at gå i detaljer med, hvor børnene nu skal bo, men fortæller, at de bliver i familien.

Det har hele tiden været planen, at børnene skulle blive sammen og gerne skulle leve videre hos familien eller den nærmeste omgangskreds. Det bliver så altså hos familien.

»Derudover ønsker vi ikke at fortælle andet, end at der bliver taget godt hånd om børnene, og de bliver i familien,« skriver broren til den afdøde mand, Mikkel Bang Jensen, i en besked til TV2 Østjylland.

Forældrene, 35-årige Kristina Rasmussen og 31-årige Kasper Bang Jensen, blev påkørt bagfra af en bilist i meget høj fart.

Siden har lokalsamfundet omkring flere byer nord fra Randers og egentlig hele kommunen haft familien i sine tanker.

Presse-fotos.dk

Det er også kommet til udtryk gennem den indsamling, der er stablet på benene til børnene.

En indsamling, der nu har rundet 750.000 kroner, oplyser familien.

»Nogle har doneret fem kroner, og andre har givet store beløb. Det har været overvældende, at det bare er tikket ind med penge, og det varmer, at så mange tænker på børnene,« sagde Mikkel Bang Jensen, da indsamlingen rundede 200.000 kroner efter blot fem dage.

Også Kasper Bang Jensens mor, Marianne, har over for TV2 Østjylland udtrykt sin taknemmelighed for støtten.

»Vi er så taknemmelige. For der er tale om to børn, der har mistet alt det bedste i deres liv,« sagde hun.

Indsamlingen er godkendt, og der er flere muligheder, hvorpå man kan give et bidrag. Det kan man læse mere om på Civilstyrelsens hjemmeside.

I begyndelsen foregik indsamlingen via såkaldt MobilePay-box, men de blev hurtigt fyldte, så nu er der en erhvervsbox, ligesom der er et kontonummer, man kan overføre til.

»Det hele går til børnene, så det betyder meget at kunne hjælpe dem på den måde. Pengene går til, at børnene kan få nogle gode minder og oplevelser, og at de forhåbentlig ikke kommer til at mangle noget økonomisk, når de nu kommer til at mangle det allervigtigste,« har Mikkel Bang Jensen tidligere sagt.

Parret blev påkørt af en 56-årig mand, der havde fået frataget retten til at køre bil. Han er nu sigtet for uagtsomt manddrab og er varetægtsfængslet foreløbigt frem til 23. august.