Så er dette års Randers Festuge endelig skudt i gang.
Af Cecilie Bisgaard
Traditionen tro åbnede Randers Festuge på Rådhustorvet fredag, hvor dette års Randersborger blev kåret. I år gik hæderen til Rina Hansen, der er kvinden bag Rhanders (tidligere Randers Handsker). Det kan du læse meget mere om på side 4 – og det var faktisk lidt historisk, at netop hun fik prisen.
Efterfølgende sørgede det danske band Kalaset for at skyde festugen godt i gang med en gratis koncert.
Efter den officielle åbning summede byen af liv. Der var blandt andet koncerter i Tante Olgas telt, Jazz og Folk-teltet, på Værkets amfiscene, i Café Jens Otto-teltet, på Slotspladsen og i Hotel Randers’ baggård.
Lørdag var der også musik i hele byen. Samme dag blev den nye Justesens Plæne indviet. Der blev blandt andet sået blomster, og 3.000 gummiænder blev sluppet løs i Gudenåen til Rap-om-kap-løbet, hvor der var præmier på højkant.
Arrangøren af gummiandskapløbet – den lokale afdeling af Scleroseforeningen – lover, at ænderne efterfølgende blev samlet ind igen, så de ikke flyder rundt i naturen.
Cykelløb og jagt-stemning
Søndag fortsatte festlighederne.
Traditionen tro stod Randers Cykleklub af 1910 og Randers Cykelmotion bag dette års Campione Fjordløb, hvor der blev kørt ad ruter på 15, 30, 53 og 102 kilometers længde. Som noget nyt i år var der også to gravel-ruter, som er en blanding af asfalt, markveje og grusveje.
Det var også søndag, at der var Randers Food Festival i Assentofthallerne. Blandt deltagerne var Kronjyllands Jagtforening, der gav gæsterne smagsprøver på naturens råvarer lavet over bål. De serverede blandt andet en blanding mellem en sandwich og en hotdog med dybstegt fasanbryst samt fladbrød med sommerbuk.
Den lokale spejdergruppe havde bygget en galge, hvor vildtet hænges op til modning, inden det parteres og tilberedes.
I denne uge fortsætter de mange aktiviteter, inden Randers Festuge på lørdag siger tak for i år med musik og lysregatta.