Kommunen har købt tidligere kro med henblik på nedrivning.
Af Jeppe Rafn, Jyllands-Postens Lokalaviser
Det store gule hus og de tilhørende bygninger i Sønderalle i Laurbjerg bliver revet ned. Bygningen ud til vejen er fra 1881 og har huset Bøsbro Kro, der så vidt vides går længere tilbage end 1881. Kroen var i brug frem til årtusindeskiftet og havde angiveligt sin storhedstid i 1970’erne, hvor gæster kom langvejs fra for at feste i weekenderne til levende musik.
Omkring årtusindeskiftet blev bygningerne overtaget af kunsthistoriker og antikvitetshandler Mikael Andersen, der drev antikvitetsbutik og havde lager i de gamle krobygninger. Han døde for omkring halvandet år siden, og efterfølgende har Favrskov Kommune købt dødsboet med henblik på at rive bygningerne ned, fordi de er meget nedslidte og ikke er egnede til restaurering.
Chef for Trafik og Ejendomme, Claus Vind, fortæller, at kommunen har købt ejendommen for at sikre, at den bliver håndteret bedst muligt, og for at styre hvad der sker med området, der i første omgang formentlig bliver udlagt som et grønt område.
Alting har sin tid
Købet og nedrivningen af den gamle kro er blevet godkendt i Økonomiudvalget, og beslutningen vækker tilfredshed hos den lokale borgerforening.
»Alting har sin tid, og det bliver godt at få pyntet den del af byen. Bygningen er i virkelig dårlig stand, og det vil ikke give mening at restaurere den,« siger Peter Lange, der er kasserer i Laurbjerg Borgerforening.
Han fortæller, at bygningerne er fyldt med den afdøde antikvitetshandlers ting, som kommunen har foræret til borgerforeningen til gengæld for at rydde op i dødsboet.
Auktion
Borgerforeningen er i gang med at rydde op i antikviteterne, der ifølge Peter Lange er en blandet landhandel og vil blive solgt på en auktion i begyndelsen af september.
»Det er et stykke byhistorie, der forsvinder. Mange har været til fest på kroen, og de får nu muligheden for at få et minde derfra,« fortæller Peter Lange.
Borgerforeningen har valgt at sælge antikviteterne på en auktion fremfor på et loppemarked for at få den rigtige pris for tingene og få så meget som muligt solgt.
Parkeringsplads til tog?
Bygningerne vil blive revet ned i løbet af efteråret, og der er ingen umiddelbare planer for, hvad grunden skal bruges til. Ejendommen ligger op til jernbanen og lige overfor den tidligere stationsbygning i Laurbjerg, hvor lokalbefolkningen og kommunen i årevis har kæmpet for at få genetableret et stoppested.
»Det vil få stor betydning for byen, og vi har et håb og forventning om, at det bliver genåbnet,« siger Peter Lange.
Borgmester Lars Storgaard tænker ligeledes, at området kan anvendes i forbindelse med en eventuel etablering af det meget omtalte trinbræt i Laurbjerg.
»Hvis det lykkes at få et trinbræt, vil området være perfekt til parkering,« siger borgmesteren.