35-årig anholdt for at kaste med stoffer.
En patrulje fik mandag kl. 09.45 mistanke til en 35-årig mand, som gik rundt med rygsæk og bæltetaske på Hobrovej i Randers C. Da betjentene gik hen imod ham, tog han benene på nakken, og under flugten kastede han både rygsæk og bæltetaske hen over et hegn.
Den 35-årige blev dog hurtigt indhentet og anholdt af betjentene, og da de kiggede i de henkastede tasker, fandt de både en mindre mængde amfetamin og en mindre mængde hash.
Narkotikaen blev beslaglagt, og den 35-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.