Gennem 50 år har familien Jensen og Norddjurs Bilcenter sat et solidt aftryk på Ørsted. Søren Jensen fra Dronningborg har omdannet det til et bilparadis.

Af Mark Sigetty, Jyllands-Postens Lokalaviser

Det ligger som sin egen lille bilby, der midt i Ørsted.

Tankstationen, autovasken, veteranbilværkstedet og selvfølgelig: Norddjurs Bilcenter.

I dag ejes og drives alt sammen af Søren Jensen, men det hele startede, da hans forældre overtog en lille tankstation i 1974.

Siden starten har der været flere bump på vejen.

Men i både medgang og modgang har en ting været konstant: ønsket om at holde historien og de stolte traditioner i live.

Tank uden tag

Fundamentet for Norddjurs Bilcenter, som vi kender det i dag, startede i 1974.

Her åbnede Søren Jensens forældre Elisabeth og Holger Jensen den dengang danskejede Uno-X tankstation på Højvangsvej i Ørsted.

Samtidig åbnede Holger et værksted i den tidligere busgarage, hvor Friis busserne havde holdt til.

Søren beskriver sin opvækst som »god og tryg.« Mor gik derhjemme det meste af tiden, mens efternøleren Søren legede i værkstedet og rendte efter sine to storebrødre Jørgen og Henrik.

»Der skete altid noget. Det var spændende at følge med i, når tankanlægget blev udvidet. Jeg kan også huske da taget kom på tankstationen. Jeg husker de store gravemaskiner, når de store benzin- og dieseltanke blev gravet ned i jorden. Det var vildt spændende at følge med i.«

Mens der kom tag på tankstationen, blev en del af det tag, der beskyttede Søren mod livets uvejr, pludselig revet væk i en ung alder.

Som 10-årig mistede han sin mor.

Årene omkring moderens død beskriver han som svære og turbulente.

Desværre var det ikke den eneste tragedie, der skulle ramme familien Jensen de kommende år.

Søren Jensen sammen med sine forældre foran tanstationen i Ørsted i starten af 80’erne. Privatfoto.

Motorhoved

Heldigvis havde Søren interessen for biler og knallerter til at distrahere sig i en svær tid.

»Jeg husker særligt en gang, hvor jeg gik og hjalp til med at vaske min storebrors bil. Udstødningen var særligt beskidt mente jeg, så jeg stak vandslangen ind i den, fordi den jo var helt sort.«

Det betød selvfølgelig, at vandet fra vandslangen oversvømmede motoren, så den ikke kunne starte.

»Det fik jeg ikke just ros for!« smiler han.

Efter folkeskolen fortsatte han da også i motorsporet.

Som 16-årig kom han i lære hos Norman Rosenkildes autoværksted i Allingåbro. Det gav en masse erfaring, han stadig bruger i dag.

»Du lærer bare mere om biler på et landværksted. Hvis ikke lige du kan finde reservedelen, skal du måske selv lave noget, der kan få bilen til at køre eller selv køre ud på et nærliggende autoophug.«

Efter fem år gik turen i 1996 videre til Bilhuset Haldrup i Randers.

Her nåede Søren Jensen at blive værkfører inden tragedien igen slog ned.

Tankstationen som startede det hele har haft mange navne gennem årene. Den har heddet Uno-X, så Hydro, så Hydro-Texaco, men her 50 år senere hedder tankstationen igen Uno-X. Privatfoto.

All in

Søren er født i 1975 på Ørsted Sygehus, og voksede op på hjørnet af den plads, hvor familiens tankstation lå og stadig ligger i dag.

Her boede Søren stadig sammen med sin far, da ulykken endnu engang ramte familien Jensen i 2001.

En dag han var i Randers, fik Søren et opkald af sin far. Han fortalte, at han havde døjet med ondt i brystet i flere dage.

Da faren kørte på skadestuen, var det dog for sent.

Dagen efter opkaldet til Søren døde han af en blodprop i hjertet – 68 år gammel.

»Han havde gået med det for længe, og det kom som et chok. Det tænker jeg tilbage på nogle gange.«

Det var selvsagt en svær periode for de tre brødre, der nu havde mistet begge deres forældre og pludselig stod med et værksted og en tankstation.

Det endte med, at Søren overtog forretningen. Herefter kastede han sig over det ene projekt efter det andet.

Han gennemrestaurerede forældrenes hus, som han stadig boede i. Det samme gjorde han med værkstedet.

Han bearbejdede sorgen på den bedste måde han kendte til: gennem hårdt arbejde.

»Det har jeg altid gjort. Enten hænderne eller benene i form af løb og cykling.«

I starten arbejdede han stadig fuldtid i Randers, mens han aften og weekend tog sig af forældrenes forretning.

Efter halvandet år tog han dog et valg.

Han gik all in på forretningen i Ørsted.

Han byggede vaskehallen og købte grunden på den anden side af vejen og i 2006 slog han dørene op til Norddjurs Bilcenter.

»Jeg valgte at gå all in og satse stort på både bilsalg, undervognsbehandling og et stort værksted.«

Det krævede en enorm mængde energi oven på alt, der var sket. Men selvom de kommende år bød på både op- og nedture, så fortryder Søren Jensen intet i dag.

I stedet glæder han sig til at fejre bil-oasens 50 års jubilæum. Spørger du ham, om han er stolt over det han har udrettet, trækker han lidt på det.

»Jeg er først og fremmest stolt over at bygge videre på det fundament mine forældre har lagt. Mange af mine kunder i dag var min fars eller deres børn. At kunne få lov til at fører det videre – relationerne. Det er nok det, der driver værket.«

Benzin i blodet

Søren Jensen har stadig huset på Højvangsvej, men bor der ikke i dag.

I stedet bor han i Dronningborg med sin kone Kathe og deres tre børn – tvillingerne Emil og Mille på 10 år og Ida på 8 år.

Og måske der også er lidt motorinteresse at spore der?

»Vi har allerede lavet en bil sammen pigerne og jeg. Vi renoverede selv sådan en lille børne-elbil; skilte den ad, lavede farveskift – det var sjovt. Og så kører jeg ofte tur med Emil på en firhjulet crosser.«

For tre måneder siden åbnede Søren Jensen ligeledes Classic Autoværksted i sin fars gamle værkstedslokaler. På en måde har det ført ham tilbage til rødderne. Det minder ham nemlig om arbejdet på landværkstedet i Allingåbro.

»Jeg savnede det der rigtige håndværk. Det er sjovt at holde gamle biler i live. Det giver mig noget. De har sjæl.«

Den gamle tankstation står stadig i midten af pladsen mellem Højvangsvej og Rougsøvej.

Gennem årene har den skiftet navn fra Uno-X til Hydro, så Hydro-Texaco, men her 50 år senere hedder tankstationen igen Uno-X.

Dermed er ringen på mange måder sluttet, og Søren Jensen ser frem til at fejre den store milepæl.