El Recycling har modtaget Randers Kommunes CSR-certifikat. Hos virksomheden bliver certifikatet modtaget som en anerkendelse af, at de er på rette spor.
»Da vi startede virksomheden, besluttede vi, at vi ville lave en forretning, som også skulle give os noget tilbage rent personligt. Vi ville hjælpe mennesker undervejs.«
ådan siger medejer af El Recycling, Casper Roensbech Jensen, som netop har modtaget Randers Kommunes CSR-certifikat – en anerkendelse, der bliver tildelt virksomheder, som tager ansvar for det omgivende samfund, for eksempel ved at hjælpe udsatte ledige ind på arbejdsmarkedet.
El Recycling arbejder med genbrug og genanvendelse af udtjente elektronikprodukter. Derudover har virksomheden til formål at forbedre jobmulighederne for udsatte mennesker.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Alle jobfunktioner hos El Recycling indgår som en del af virksomhedsdriften med opgaver inden for lager, logistik, produktion og rensning og er indrettet således, at alle – uanset uddannelse eller fysisk/psykisk funktionsnedsættelse – kan være med og kan få mulighed for at udvikle sig undervejs.
»Hos os har alle en eller flere superkræfter, det er bare med at bringe dem i spil,« udtaler Casper Roensbech Jensen.
Medarbejderstaben hos El Recycling inkluderer både CSR-medarbejdere, men også fleksjobbere, ungarbejdere, pensionister, frivillige og ukrainske flygtninge.
El Recycling blev etableret tilbage i 2020. Dengang bestod virksomheden af blot tre mand i en nedlagt grisestald lidt nord for Randers. Nu – fire år senere – har El Recycling vokset sig til et stort, veletableret foretagende på omkring 40 mand. Heraf er en stor andel af medarbejderne rekrutteret gennem jobcenterets rekrutteringsservice.
I år har 20 lokale virksomheder modtaget Randers Kommunes CSR-certifikat.