Regionshospitalet Randers har skåret ned på deres CO2-aftryk ved at prioritere grønt frem for kød, bytte paptallerkenerne ud med porcelæn og undgå engangsemballage.
Regionshospitalet Randers serverer mere klimavenligt mad i dag end for fem år siden. Patientkøkkenet og kantinen har reduceret deres udledning af CO2 per ton købte fødevarer med 19 procent fra 2019 til 2023.
Nøglen til at sænke CO2-udledningen har været at have fokus på at udskifte råvarer med et højt CO2-aftryk med nogle med et lavere.
Det skriver Regionshospitalet Randers.
Der er kommet væsentligt flere bælgfrugter, fjerkræ og fisk på menuen, mens der samtidig bliver købt mindre oksekød. I 2019 købte køkkenet 900 kilo bælgfrugter, mens der i 2023 trillede 4,6 tons gennem vareindleveringen.
»Vi køber i det hele taget mindre kød, end vi har gjort tidligere, og bruger i højere grad bælgfrugter som proteinkilde. I kantinen serverer vi markant mindre kød og mange flere grøntsager og bælgfrugter, og det, kan vi se, gør en kæmpe forskel for vores klimaregnskab,« siger hospitalets cheføkonomi, Mona Carøe, og tilføjer:
»Patienterne har i en del år fået tilbudt både kød- og vegetarretter, der begge indeholder den ernæring, de har brug for. Og over årene kan vi se, at flere og flere vælger vegetarretten – helt op mod 20-25 procent, når vi for eksempel serverer linseretten dahl.«
Fra pap til porcelæn
En af de ting, som Patientkøkkenet også har haft stort fokus på for at komme i en mere bæredygtig retning, er at reducere forbruget af engangsemballage. Her sparer man ifølge pressemeddelelsen 326 kilo plastemballage om året på at have droppet at bruge portionspakket smør, smøreoste, nutella, honning og nødder.
Samtidig har Kantinen sparet cirka 50.000 paptallerkner væk om året ved i stedet at indkøbe porcelænstallerkner, som medarbejderne kan tage mad med tilbage til frokoststuerne på.
Arbejdet med at ændre sammensætningen af maden på de tallerkener, der serveres, er et resultat af en målrettet indsats, hvor alle hospitalskøkkenerne i Region Midtjylland i 2021 gik sammen om at skabe fem målsætninger og ansætte en bæredygtighedskonsulent. Vedkommende understøtter arbejdet fra sin plads i regionens Center for Bæredygtige Hospitaler, der arbejder med den grønne omstilling af sundhedsvæsenet.
Tilsammen har alle hospitalskøkkenerne i Region Midtjylland reduceret udledningen af CO2 på indkøb af fødevarer med 13 procent. Det er tæt på det fælles mål om en reduktion på 15 procent i 2025.
Målet skal sikre, at man serverer mere bæredygtig mad uden at gå på kompromis med de ernæringskrav, der er til patienternes mad.
Ud over CO2-reduktionen er køkkenernes målsætninger at reducere madspildet med 25 procent, at skrue ned for forbruget af engangsemballage, at sikre korrekt affaldssortering samt at arbejde hen imod Det Økologisk Spisemærke i guld.