Danish Crown valgte i april at kaste håndklædet i ringen i en sag mod vegetarer og klimafolk om markedsføring.

Danish Crown må fremover ikke bruge udsagnet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” og må heller ikke bruge udsagnet ”klimakontrolleret gris” i de kommende fem år.

Det fremgår af en dom, som Højesteret afsagde tirsdag.

Det var Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening, der havde sagsøgt slagterigiganten for brud på markedsføringsloven på baggrund af formuleringerne.

Tidligere i år blev Danish Crown i Vestre Landsret delvist frifundet i sagen.

Landsretten vurderede, at betegnelsen ”klimakontrolleret gris” var vildledende, men ville ikke forbyde Danish Crown at bruge formuleringen.

Men i april valgte Danish Crown selv at kaste håndklædet i ringen og acceptere alle krav fra modparten.

Det er det, der ligger til grund for højesteretsdommen.

I dommen lyder det, at Danish Crown skal anerkende at have overtrådt markedsføringsloven ved at bruge de ovenstående betegnelser.

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark er ikke overrasket over resultatet, fordi Danish Crown allerede havde givet op i sagen.

Alligevel vækker dommen glæde hos foreningerne.

»Det betyder meget for os, at Danish Crown ikke får lov til at fortsætte med at anprise den enormt klimaskadelige produktion af svinekød som ”klimavenlig” og dermed vildlede forbrugerne,« siger Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen Danmark, i en pressemeddelelse fra Dansk Vegetarisk Forening.

Klimabevægelsen håber, at afgørelsen vil give anledning til eftertanke hos andre virksomheder.

Danish Crown er i forbindelse med dommen blevet pålagt at betale 54.000 kroner til Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i sagsomkostninger.

/ritzau/