Der vil blive udstillet Star Wars-samlerobjekter og være besøg fra Derek Lyons, der medvirkede i den første Star Wars-film.

Fra lørdag 13. til søndag 28. juli danner Memphis Mansion endnu engang rammen for en spændende udstilling. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Benny Ray, der er manden bag Sci-Fi-Con, udstiller genstande fra sin personlige Star Wars-samling på Memphis Mansion i Randers, og der vil også være mulighed for at købe en masse Star Wars-merchandise.

»Det er efterhånden blevet en god tradition at udstille mine Star Wars-samlerobjekter på Memphis Mansion, der jo har de perfekte rammer,« siger Benny Ray i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Jeg har så mange ting, og der er en masse at vælge imellem hver gang, så der altid er noget nyt at se. Der er også mulighed for at købe unikke samlerobjekter, da både udstillingen og min merchandisebutik dækker årene 1977 til nu, altså de mest populære legetøjsfigurer igennem næsten 45 år.«

Dette års udstilling bliver den hidtil største af slagsen, lover pressemeddelelsen.

I åbningsweekenden kan man møde skuespilleren Derek Lyons, der havde to mindre roller i den allerførste Star Wars-film, ’A New Hope’ fra 1977, som medal bearer og temple guard. Han skriver autografer og fortæller om sine oplevelser med indspilningen af filmen.

I løbet af de 16 dage, udstillingen har åbent, vil der løbende blive tilføjet flere foredrag og gæster. Allerede nu kan det afsløres at filmekspert Nicolas Barbano kommer på besøg lørdag 20. juli og fortæller om Peter Cushing og Christopher Lees karriere før og efter Star Wars-filmene. Arrangør Benny Ray vil også selv fortælle om det at samle på Star Wars-merchandise.

Der er gratis adgang til udstillingen.

sra