I weekenden slår Kallehavegård Rideklub i Tebbestrup dørene op for årets danmarksmesterskaber i ridesporten, der kaldes military.
Det er med stor spænding og mange timers forberedelse, at rideklubben byder velkommen til årets individuelle militarymesterskaber.
I år er alle mesterskaberne samlet et sted, og klubben har virkelig lagt sig i selen for at gøre banerne klar til de dystende ryttere.
Mængden af flotte ærespræmier stiger for hver dag der går, hvilket klubben er rigtigt glad for, da der er mange både nye og gamle sponsorer, der synes, det er spændende at støtte op om dansk military, skriver Kallehavegård Rideklub i en pressemeddelelse.
»Vi glæder os til at holde de individuelle mesterskaber, og vi har virkelig gjort meget ud af at forberede alle banerne bedst muligt. Dressurbaneren har fået ny bund, terrænbanen har fået nye spring og litervis af maling, og græsspringbanen står knivskarpt – klippet som en golfbane og med det nye flotte hvide hegn,« siger stævneleder Marlene S. Pedersen i pressemeddelelsen.
Kallehavegaard har tidligere år været vært for et internationalt stævne og danmarksmesterskaberne for hold-military, og de får altid med stor ros for banerne.
Stævnerne har ligeledes været velbesøgte og de tre stævnedage plejer at summe af glade military mennesker og -heste. Vejret plejer ligeledes at være med klubben, så det er også håbet for i år.
Udover mesterskabsklasserne er der også mulighed for at starte ordinære klasser, så alle military ryttere i Danmark har mulighed for at få en stævneoplevelse, der er et mesterskab værdigt.
Stævnet afholdes som et tredags stævne med dressur fredag, terrænspringning lørdag og ridebanespringning samt ceremonier søndag.
Der er gratis entre alle tre dage.