Eleverne fra 4.C og 8.C på Vestervangsskolen i Randers har testet et nyt undervisningsforløb med fokus på cykling og fællesskaber.
I et nyt undervisningsforløb udviklet til eleverne i Randers Kommune skal elever i udskolingen undervise elever på mellemtrinnet og skabe cykelfællesskaber på tværs af årgange. Forløbet bliver udviklet af Randers Cykelby og virksomheden Tankegang i samarbejde med elever fra skoler i Randers Kommune.
Det fremgår af en presssemeddelelse.
Det første udkast til koncept og et udvalg af øvelser blev testet af 4.C og 8.C på Vestervangsskolen. 8.C skulle teste den del af konceptet, der går ud på at planlægge undervisningen. Eleverne i udskolingen skulle eksempelvis planlægge en cykelrute med en række forskellige udfordringer undervejs. Udfordringerne skulle tilpasses de yngre elever og lære dem om færdselsregler og motorik samt give dem lyst til at tage cyklen lidt oftere.
»Jeg er sikker på, at 8. klasse synes, det er sjovt at træde ind i rollen som underviser. Jeg tror, det vil motivere mange af dem, at de skal forberede noget konkret for en 4. klasse. Det bliver sjovt for dem at tage ansvar og mærke den anerkendelse, der følger med,« siger Flemming Mortensen, der er færdselskontaktlærer på Vestervangsskolen.
Spændende og innovativ undervisning
Eleverne fra 4.C testede blandt andet en rebus-øvelse, hvor de skulle finde frem til motiverende sætninger om cykling, og så var de igennem den velkendte ’Simon Siger’ selvfølgelig med et cykeltwist med fokus på trafikregler.
»Det her er en spændende og innovativ undervisning, der sætter fokus på cykling og fællesskaber på en rigtig interessant måde. Det er afgørende at investere i vores børns trafikforståelse og fremme cykling som en sund og bæredygtig transportform. Jeg tror fuldt og fast på, at dette initiativ vil bidrage til at skabe bedre trafikanter blandt vores unge og forhåbentlig styrke samhørigheden på tværs af aldersgrupper,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen (S), der er formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
Første del af konceptet bliver klar i løbet af 2024, og det forventes, at det derfra løbende lanceres på skolerne i Randers Kommune.
sø