De nye ladestationer åbner i løbet af 2024 som led i udrulningen af det åbne net ‘Vi oplader Danmark’.
Hverdagen for de randrusianske elbilister bliver snart nemmere, når der i løbet af 2024 åbner syv nye lynladestationer i Randers. Åbningen er et led i Drivkraft Danmarks medlemmers indsats for at styrke e-mobiliteten på tværs af hele Danmark, skriver Drivkraft Danmark i en pressemeddelelse.
»Med udrulningen af det åbne ladenetværk ’Vi oplader Danmark’ er vores medlemmer med til at øge tilgængeligheden af lynladestationer, så alle nemt og bekvemt kan tage elbilen. Vores medlemmer er med til at sikre alle forbrugere adgang til offentlig opladning, nem betaling og med helt gennemsigtige priser uden krav om abonnement. Og med syv nye lynladere i drift i Randers bliver det endnu nemmere for randrusianerne at skifte benzinbilen ud med el,« siger Gent Grinvalds, der er ansvarlig for e-mobilitet i Drivkraft Danmark, i pressemeddelelsen.
Lynladestationernes centrale placeringer i Randers gør det nemmere for både lokale og besøgende at lade elbilen lynhurtigt. Med to eller fire udtag gør lynladestationerne det muligt for flere biler ad gangen at lade fra 0 til 80 procent på den tid, det tager at holde en kaffepause.
»Rigtig mange danskere arbejder på farten eller pendler til og fra arbejde, og der er derfor ingen tvivl om, at den øgede tilgængelighed af lynladere vil gøre det langt mere attraktivt at være elbilist, når man let og hurtigt kan oplade på farten i hverdagen. Lynladning gør det samtidig meget nemmere for besøgende fra andre egne at komme til og fra Randers i elbil i lange stræk,« siger Gent Grinvalds.
Ladestationerne kommer til at ligge ved tankstionerne på Jomfruløkken, Mariagervej, Hadsundvej, Viborgvej og Bøsbrovej i Randers samt i Drastrup og Sønder Borup.
Det er ikke kun i Randers, at flere lynladere i 2024 ser dagens lys. Over hele landet har Drivkraft Danmarks medlemmer sat drift i lynladestationer, og der er allerede åbnet 300 lynladestationer over hele landet.
sra