Mandag starter med sol, inden byger allerede ved formiddagstid kommer snigende. Ugen bliver senere meget våd.
Landets skoleelever starter første uge af sommerferien med udsigt til kedeligt sommervejr.
»Den første uge af skolernes sommerferie er skudt i gang, og rent vejrmæssigt er det måske ikke sådan det bedste vejr,« siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Mandag starter dog fint ud, inden regnvejret kommer snigende.
»Mandag står vi op til pænt vejr med sol, men i løbet af formiddagen kommer der flere skyer, og der kommer også byger, der lokalt kan være med torden i den sydvestlige del af landet,« siger meteorologen.
Temperaturerne har udsigt til at holde sig mellem det, DMI betegner som »beskedne temperaturer« mellem 15-20 grader.
I Østjylland lidt lavere – nemlig mellem 15 og 18 grader.
I aften og i nat forsat enkelte byger og mest skyet vejr med temperaturer mellem 12 og 15 grader og let til jævn vind fra vest.
Til udendørs sommeraktiviteter lyder der et par lavpraktiske råd fra instituttet: Nemlig at det er en god idé at huske en paraply og en varm trøje i tasken.
Vejret på Dyrskuepladsen
De mange gæster, der allerede er draget mod årets Roskilde Festival, skal mandag ikke forvente byger.
»Chancen for en byge er ret lille, og det er den faktisk både mandag men også tirsdag og onsdag,« siger Anja Bodholdt.
Festivalens opvarmningsdage startede lørdag, mens musikprogrammet starter onsdag.
Torsdag skal et større regnvejr passere landet.
»Og så slutter vi fredagen af med mange byger,« siger meteorologen og fortsætter:
»Så når festivalen for alvor går i gang, ser det desværre ikke alt for godt ud rent vejrmæssigt.«
/ritzau/jro