Studenter er klar på mere uddannelse.

På Tradium HTX (Det tekniske gymnasium) kunne de første studenter hejse flaget foran skolen, da de i mandags blev færdige med deres sidste eksamener.

Smilene var store, da det forinden var gået rigtigt godt for de nyudklækkede studenter, der havde været til en gruppeeksamen i molekylær teknologi, fortæller Tradium i en pressemeddelse.

“Vi har lavet et projekt med en masse forsøg og har så skabt et færdigt produkt, hvor vi har blandet fagene biologi, kemi og teknik,” fortæller Trine Malene Vestergaard, der har gået på en studieretning med fokus på bioteknologi.

Trine Malene Vestergaard fik som HTX student lov til at hejse dannebrog. Indsendt foto

Trine vil gerne i gang med uddannelsen som veterinærsygeplejerske og sidenhen dyrelæge lige efter sommer. Modsat vil hendes klassekammerat, Asad, gerne på sabbatår, inden han skal i gang med mere uddannelse.

“Jeg vil først tage et sabbatår og finde ud af, hvad jeg gerne vil læse. Men jeg tænker, det skal være noget indenfor farmaci og forskning i medicin,” siger Asad Fahim Sultani, der synes, at muligheden for at lave konkrete projekter og bruge teori i praksis har været det bedste ved tiden på HTX.

Asad Fahim Sultani har netop afsluttet HTX. Indsendt foto

På Tradium HHX (Handelsgymnasiet) kunne de første studenter også hejse flaget mandag morgen. Her var det Laura Pedersen, der har gået på Marketinglinjen, samt Mathias Simonsen, der gik på ElitesportsCollege, som blev de første studenter i 2024.

Laura Pedersen og Mathias Simonsen har begge gået på HHX. Indsendt foto

Fordi Mathias har spillet fodbold ved Randers FC sideløbende med uddannelsen, har han taget sin studentereksamen som en del af Randers ElitesportsCollege, hvor eleverne kombinerer seriøs skolegang og sport på højeste niveau.

“Når du går med nogen, der har en lige så stor drøm som dig, så kan man også hjælpe hinanden med at komme tættere på den drøm,” fortalte Mathias kort tid efter, at han var startet på HHX i Randers.

For Mathias byder fremtiden fortsat på fodbold, hvor han netop har fornyet sin kontrakt med Randers FC. Men inden da skal han fejre studenterhuen, og det samme skal Laura.

“Jeg skal nyde studentertiden, og så skal jeg ud at rejse. Jeg tænker alle mulige steder lige nu, men vil i hvert fald til Sydøstasien, siger Laura, der overvejer at læse erhvervsøkonomi på universitetet efterfølgende, men nyder, at hun har god tid til at bestemme sig.

kijo