Af Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Østbroen
For lang tid mellem byrådsmøderne, talerlister, der lukkes for tidligt, alt for mange sager på samme dagsorden, alt for mange udvalg og alt for lange byrådsmøder resulterer i et dysfunktionelt byråd.
Byrådet er sat i verden for at træffe beslutninger, men byrådet er også sammensat for at udfolde demokratiet, ved at de forskellige partier og lister kan debattere synspunkter og udtrykke netop deres holdning og meninger til bestemte sager, både for og imod.
I Aarhus og Esbjerg har man byrådsmøder hver 14. dag, hvilket betyder 22 byrådsmøder i Aarhus og 18 i Esbjerg. Dette fører til kortere møder, hurtigere behandling af sagerne og resultatet er et effektivt byråd, der får ekspederet sagerne, så borgere, virksomheder, foreninger, institutioner med videre kan komme videre.
I Aarhus har man seks udvalg, i Esbjerg har man syv udvalg.
I Randers har vi 13 byrådsmøder, og vi har 11 udvalg.
Vi har i Randers Kommune et udvalgsstyre, hvor sager behandles, og sager sendes i byrådet, men møderne og debatten er lukket for offentligheden, på nær beslutningen, og der må ikke refereres fra udvalgsmøderne, så byrådet er det eneste sted, hvor alle partier og lister er repræsenteret, og der offentligt kan debatteres synspunkter og holdninger til de fremlagte sager.
Det er på byrådsmøderne, borgerne får lejlighed til at følge debatten, og du som parti, liste eller byrådsmedlem har muligheden for at fremføre din egen overbevisning, og den eneste mulighed for offentligt at overbevise dine byrådskolleger om at ændre holdning, netop via debatten.
Om nogle byrådskolleger så vælger at lytte og aktivt deltage i debatten, eller som nogle bruger mere tid på at kigge på deres telefoner og lægge ting op på de sociale medier, mens byrådsmødet og debatten foregår, eller sidder og snakker, mens andre taler, er en anden sag, men det handler jo mere om disciplin og respekt.
Til trods for, at der er indført taletidsbegrænsninger, og borgmesteren lukker talerlisterne alt for hurtigt og derved afskærer de demokratiske muligheder og processer, så er det yderst sjældent, at byrådet når dagsordenssagerne, og derfor overføres der sager fra møde til møde, og nogle sager kan afvente fire til fem byrådsmøder, før de når at blive debatteret og behandlet.
Det går ikke, og det skal vi have gjort noget ved.
I Østbroen ønsker vi, at byrådet skal være mere effektive på ekspedition af sagerne, men samtidig have mere tid til at debattere.
Randers Byråd skal slankes for udvalg, og så skal der indføres byrådsmøder hver 14. dag.