Gaia Museum modtog på Folkemødet Livsværk-Fondens årlige pris for at have gjort en ekstraordinær indsats for udsatte unge og voksne med særlige behov.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Randers Kommune.
»Livsværk-fondens pris er en hyldest for at gøre en stor og mærkbar forskel for mennesker, som har særlige behov. Så det er rigtig fortjent og passende, at prisen går til Gaia, som er et fantastisk museum og værksted,« siger borgmester i Randers Kommune Torben Hansen (S), som var med på Folkemødet, da prisen blev overrakt.
Gaia Museum ligger i Lene Bredahlsgade og er en kulturvirksomhed med en café, en butik, flere kreative værksteder og en kunstuddannelse.
Gaia Museum har udstillinger med malerier, grafik og skulpturer indenfor genren ’Outsider Art’, som er lavet af kunstnere med udviklingshæmning og psykiske diagnoser.
Samtidigt har stedet omkring 50 medarbejdere med særlige behov, så deres arbejdsopgaver er tilpasset den enkelte medarbejders formåen, samt en personalegruppe med pædagogiske, håndværksmæssige og kunstfaglige kompetencer.
Med Livsværk-Fondens pris følger 100.000 kroner.
sø