Der ventede den nye skoleleder på Bjerregrav Skole, Marlene Ankjær, lidt af en overraskelse, da hun ankom til skolen på sin første arbejdsdag.

Fra morgenstunden stod skolens elever klar med Dannebrog og blomster og dannede en 100 meter lang flagallé hele vejen langs stien og ind til skolen, hvor Marlene Ankjær blev mødt af både smil og highfives. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Jeg er virkelig overrasket over at blive budt velkommen på den måde, og alle har taget så godt imod mig. Det mærkes virkelig med det samme, at skolen har blik for fællesskab og faglighed og er et stærkt omdrejningspunkt i lokalsamfundet,« fortæller Marlene Ankjær i pressemeddelelsen.

Det er en bred ledererfaring, som Marlene Ankjær har med sig.

Hun er 41 år, uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse.

Hun har både arbejdet som lærer og indskolingskoordinator, afdelingsleder, viceskoleleder og siden 2021 som pædagogisk leder på Tranbjergskolen.

Privat bor Marlene Ankjær i Risskov sammen med sin mand og børn. Hun er glad for naturen, binder gerne sine vandrestøvler eller tager en yogamåtte under armen.

sra