Efter en fredag med en pæn sjat regn til alle viser vejret sig fra sin bedre side sankthansaften.
Selv om fredagen giver en pæn sjat regn til alle, holder det tørt på søndag, når sankthansbålene tændes landet over.
Sådan lyder det fra Anesten Devasakayam, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Fredag begynder mange steder tørt, og der er chance for lidt eller nogen morgensol.
Men i løbet af formiddagen bevæger der sig et lavtryk med tilhørende front ind over landet fra syd.
»Så det begynder at skye mere og mere til i løbet af dagen,« siger Anesten Devasakayam.
I løbet af i aften begynder regnen. Først i den sydlige del af landet og i løbet af natten til lørdag resten af landet.
Op til 50 millimeter
DMI har udsendt et varsel for kraftig regn og lokale skybrud fra klokken 20 fredag aften. Det betyder, at der i forbindelse med regnvejret kan falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer.
»Lokalt op til måske 50 millimeter,« lyder det.
Temperaturerne bliver sommerlige og ligger omkring 15 til 20 grader.
Lørdag bevæger resterne af fronten sig hen over den centrale og nordlige del af landet, hvor den kaster byger af sig.
I løbet af formiddagen bevæger fronten sig videre mod nord og nordøst, og en opklaring breder sig fra syd. Det meste af landet får tørvejr og lidt eller nogen sol.
Temperaturerne bliver igen mellem 15 og 20 grader.
Søndag ser vejret ud til at holde tørt, og der er gode chancer for sol.
»Søndag, som også er sankthansaften, ser ud til at starte pænt med en del sol til hele landet. Op ad dagen kan der komme lidt flere skyer, men ud på aftenen ser det ud til at klare op,« siger Anesten Devasakayam.
Måske sniger temperaturerne sig endda op på 22 grader i løbet af dagen.
/ritzau/