Håndboldfans kan godt glæde sig til onsdag 28. august, hvor vinderne af Sparekassen Danmark Super Cup skal findes. Det fortæller Arena Randers i en pressemeddelelse.

Kampene, hvor de danske mestre møder vinderne af pokalturneringen, spilles igen i år i Arena Randers, hvor Team Esbjerg møder Nykøbing Falster Håndbold på kvindesiden.

På herresiden er det GOG og Aalborg Håndbold, der brager sammen.

Faktisk er det ikke kun i år, at Super Cuppen skal spilles i Randers. Arena Randers og Randers Kommune har nemlig indgået et samarbejde, som bringer cuppen til Randers de næste tre år.

»Vi havde en rigtig god oplevelse med at afholde Sparekassen Danmark Super Cup i Randers forrige sæson, og i det lys er vi meget glade for at have indgået en aftale for de kommende tre år. Der er flotte og stolte håndboldtraditioner i byen, og det er derfor et perfekt match, at den traditionsrige start på håndboldsæsonen, som Super Cup er, finder sted i Arena Randers,« udtaler Thomas Christensen, der er direktør i Tophåndbold.

Billetsalget til årets Super Cup er allerede startet.

sra