Selvom udvalget godkendte at arbejde videre med politikers forslag, så begærede han stadig sagen i byrådet.

AF CECILIE BISGAARD

»Det er mærkeligt at opleve kommunen opføre sig som de værste udlejere.«

Sådan har Bjarne Overmark tidligere sagt omkring sagen om manglende vedligehold på Vestervangsskolen. Din Avis har beskrevet, hvordan det ikke kun er småting, som huller i loftet og toiletdøre, som de mindste børn ikke kan lukke, der ikke bliver fikset. Det er også ting til fare for børnenes og medarbejdernes sikkerhed – der er blandt andet branddøre, der ikke virker, og stikkontakter, hvor ledninger stikker ud fra væggen.

Faktisk har skolebestyrelsen på Vestervangsskolen en liste med over 100 punkter over ting, der mangler at blive bragt i orden på skolen.

Bjarne Overmark havde bedt om at få sagen på seneste møde i Børne- og Familieudvalget, hvor han forslog at følgende ting skulle udbedres senest en måned efter udvalgsmødet: branddøre, håndtag på toiletdøre og andre døre, defekte toilettilløb, fareforvoldende legepladser, badeforhold og defekte elinstallationer.

Artiklen fortsætter under billedet

Elinstallationerne på Vestervangsskolen er gennemgået af Sikkerhedsstyrelsen, og de er ved at blive fikset. Arkivfoto: Cecilie Bisgaard

»Det er fatalt«

På mødet besluttede politikerne at godkende forvaltningens anbefaling om, at de skal arbejde videre med Bjarne Overmarks forslag. Alligevel valgte han selv at benytte sig af standsningsretten og begærede sagen i byrådet.

»Jeg synes, det er fatalt, at vi har et system, der ikke opfanger sådan noget her og gør noget ved det. Der bør strammes op. Jeg vil gerne bruge to minutter af byrådets tid på at sætte fokus på det, så det undgås, at det sker igen,« forklarer han.

Han mener ikke, det kan være rigtigt, at hver gang, der er noget, der ikke bliver fikset på skolerne, så skal det tages op politisk, før der sker noget. Din Avis har tidligere skrevet om, at der også på Nørrevangsskolen er mangler, der ikke bliver bragt i orden – blandt andet et utæt tag.

»Det er helt vanvittigt. Der må være noget at snakke med Ejendomsservice om. Tingene skal laves – det, synes jeg, er banalt. Det bliver kun dyrere og mere bøvlet, hvis man venter, og tingene går mere i stykker. Hvorfor bliver det ikke bare lavet?« spørger politikeren.

Ejendomsservice er en kommunal enhed, der står for at vedligeholde alle kommunale bygninger – både skoler, daginstitutioner, plejehjem, rådhuset og så videre.

Bjarne Overmark mener, at der skal strammes op, så andre skoler ikke ender som Vestervangsskolen. Arkivfoto: Cecilie Bisgaard

Alle skoler undersøges

Forvaltningen oplyste politikerne i Skole- og Uddannelsesudvalget om, at Ejendomsservice i maj holdt et møde med skolelederen på Vestervangsskolen, hvor de sammen gennemgik skolen og udarbejdede en liste over alle ”drift- og vedligeholdelsesopgaver”.

De opgaver bliver dog ikke løst hurtigere, end de ellers ville blive gjort. Forvaltningen skriver nemlig, at opgaverne på listen ”prioriteres ud fra de samme kriterier, der gælder den øvrige bygningsmasse i Randers Kommune”.

”De i anmodningen nævnte opgaver er en del af den fælles liste og udbedres løbende. Akutte og sikkerhedsmæssige opgaver prioriteres udbedret først,” skriver forvaltningen.

Der er dog nogle ting, der er ved at blive forbedret. Ifølge forvaltningen har Sikkerhedsstyrelsen gennemgået skolens elektriske installationer, og der er sat gang i en udbedring af manglerne der.

Derudover har udvalget bedt om at få afdækket, om der er sikkerhedsmæssige problemer på andre skoler, og bedt om at få et overblik over det.