En gruppe skatere vokser sig større og større i et sammenhold ved ungdomsskolen. Deres højeste ønske er deres eget sted.
Unge skatere ønsker sig et tilholdssted og nogle gode betonramper til at skate på.
De forhold, der er i dag, er enten forældede eller utrygge for de unge og ligger ikke bynært.
Sådan lyder det i kor fra flere unge mellem 12 og 16 år, som hænger ud i en mindre hal bag ved Randers Ungdomsskole i Dronningborg.
Flere gange om ugen går de på et hold med skating på programmet. Og det er et unikt fællesskab, der er skabt her, mener de to undervisere bag. På mindre end et år har man samlet en gruppe på 18-20 unge fra seks forskellige skoler i Randers. Fælles for dem er, at de skater – og elsker det. Og der kommer hele tiden flere til.
Cato Hilgaard lader sit skateboard grinde henover et grind rail. Det vil sige, at han fører skateboardet på tværs af en metalskinne og lader bunden af brættet glide henover stålet, indtil han lander sikkert igen i den anden ende af skinnen.
»Jeg har trænet og undervist i mange sportsgrene. Men den måde, de unge skatere tager sig af hinanden på, det er unikt. De tager blandt andet på ture til andre byer, der har ordentlige skateramper. De erfarne lærer de andre tricks, og de passer på hinanden,« fortæller Ole Gynther Heibøll Sørensen, der er underviser på Randers Ungdomsskole.
Chili fandt vej væk fra social angst og fik venner i skatergruppen. LÆS MERE UNDER GALLERIET
Hænge ud
Imens laver Axel Bror Rydder Kristensen en ollie. Det vil sige, at han hiver brættet op under sig i luften og derefter lander sikkert på brættet, da det rammer jorden.
»Vi vil gerne have nogle ordentlige ramper af beton og gerne nede i midtbyen, så vi ikke skal køre i bus hele tiden. Så bliver det også nemmere at hænge ud,« siger Oskar Janning Laursen, mens de andre nikker.
Han tilføjer: »Vi vil gerne hjælpe til, hvis det kan skaffe os en bane. Vi vil gerne tjene penge til det. Og hvis den bliver bygget, så er jeg helt sikker på, at vi nok skal passe på den, se efter den og gøre rent på den. Bare det er vores sted.«
Og rent faktisk har et par forældre taget skateboardet i den anden hånd. Der er nemlig stiftet en forening, kaldet 89.skate. Her er visionen at skabe et tilholdssted for de unge og på sigt at få lavet nogle gode ramper et bynært sted i byen. Selvom der er skateramper forskellige steder i byen, så er de enten midlertidige, som på Jens Otto Krags Plads, eller langt væk, som dem i Nordbyen.
Skate, ikke ballade
Sylvester Damkjær Kannegaard løfter stemmen. Det er tydeligt, at han er lidt indigneret og tydeligt berørt over det, han skal til at sige højt.
»Folk tror, at vi tager stoffer og laver ballade, og så siger de, vi larmer. Men vi vil egentlig bare gerne skate, hænge ud og have det sjovt sammen.«
Axel Bror Rydder Kristensen kigger bekræftende på ham og tager ordet.
»Før vi begyndte at mødes her, så skatede jeg rundt om i byen, hvor der var plads. Men folk er sure og siger, vi larmer. Jeg vil gerne blive bedre til at skate og til at lære fra mig. Det er svært på den her lille bane,« siger han og peger rundt i den lille hal bag ved ungdomsskolen.
Ramperne er gamle og få. Desuden optager en klatrevæg i hallens ene ende en del plads, og mens et par skatere ivrigt viser deres tricks, så holder flere af de andre i gruppen pause. De står og læner sig op ad deres boards, for der er ikke plads til, at de laver noget på ramperne samtidig. En kollision ville være uundgåelig.
Fra angst til ægte
Lidt ude i den ene side står Chili Hillgaard med sit skateboard og iført posede bukser, som skater-stilen dikterer.
Hun er den eneste pige i flokken, der denne torsdag eftermiddag tæller otte teenagere og to undervisere. Hun får lidt hjælp til et par tricks, og det er tydeligt, at hun stadig øver sig i at lade skateboardet og kroppen gøre arbejdet samtidig. Men hun øver stædigt videre.
»De fleste skatere slår sig faktisk ikke særlig meget. Men når de gør, så rejser de sig og skater videre. De piver ikke,« funderer Ole Gynther Heibøll Sørensen.
Vi taler et par minutter med Chili Hillgaard, mens de andre suser omkring på deres skateboards. Det er lillebroren Cato og en kammerat i flokken, der har fået hende med.
Det er en god snak, jeg får med Chili Hillgaard. Men det er tydeligt, at hun har mere på hjerte, og aftenen efter sender hun mig en sms:
»Det fællesskab, skatning har givet mig, er der intet, der kan hamle op med. Jeg har ikke altid haft det lige let, og det er ikke for at føle ondt af mig selv, men det har det ikke. Hele mit liv har jeg haft besvær med social angst og har aldrig haft så mange venner. Men det fik jeg, da jeg begyndte at skate. Før jeg mødte dem, prøvede jeg at passe ind i min klasse. Jeg prøvede at vise, at mit liv var perfekt, især på sociale medier, hvor jeg postede billeder og videoer af, hvor “godt” jeg havde det. Men i virkeligheden var jeg virkelig ensom. Bortset fra min bedste veninde. Jeg fakede mit liv så meget, at jeg endte med at tro på det selv. Nu har jeg har fundet nogen, som jeg kan være den ægte mig med.«
Efter en times tid i hallen ved ungdomsskolen er der ingen tvivl om, at de unge har noget holdbart sammen.
Men som de siger, så mangler de et sted at være, som ikke er trangt eller usikkert at være.
Er beton løsningen?
Flere voksne drømmer på de unges vegne, blandt andet Ole Gynther Heibøll Sørensen, der gerne så, at man kunne finde midler til at forbedre forholdene omkring hallen. Det ville være den kortsigtede løsning for at holde på skaterne i Randers. Faktisk, påpeger han, så har flere andre byer, der er langt mindre end Randers, meget bedre faciliteter.
Men det er aldrig blevet til noget i Randers, på trods af at skating har været en del af bybilledet siden 1970’erne.
Så der er forskellige tanker om, hvordan skaterne kan få deres eget tilholdssted. Mens foreningen 89.skate arbejder for en langsigtet løsning, hvor der kan skabes et tilholdssted og eventuelt en voksen, der kan hjælpe med at gøre stedet trygt, så håber Ole Gynther Heibøll Sørensen, at der kan gøres noget omkring ungdomsskolen.
Måske støbe ramper i beton i det ukrudtsplagede græs omkring hallen og bruge ramperne til flere formål. For eksempel Lasergames, hvor man kan skyde på hinanden med laserpistoler. Og om vinteren kunne banen lukkes af og fyldes med vand, så det blev til en skøjtebane.
»Jeg vil egentlig helst have, at en skaterbane bliver bygget ude i det offentlige rum, men jeg tror ikke på, at det bliver en mulighed de næste mange år,« siger Ole Gynther Heibøll Sørensen.
»Og så er der nogen, der måske vil kalde det forkælelse, hvis der skulle ligge en skaterbane i midtbyen eller ved ungdomsskolen, at man godt lige kan hoppe på en bus til Øster Bjerregrav, Herning eller Aalborg, men det er faktisk heller ikke alle, der har penge til at tage en rutebil eller en bybus to gange om dagen.«
Den langsigtede løsning kunne være at bygge betonbaner i dele af al den beton, som alligevel bliver en del af klimasikringen ved Gudenåen og tæt på Flodbyen i de kommende år.
»Der har faktisk været udarbejdet planer for det. I 2019 ville det koste omkring 3,5 millioner kroner at etablere, som en del af klimasikringen,« forklarer Ole Gynther Heibøll Sørensen.
