Det var en privat gruppe udenom kommunen, der sørgede for, at Ølst fik fat i de lovede millioner fra Torben Østergaard-Nielsen og hans døtre.
Forleden kom nyheden om, at borgerne i Ølst nu får 50 millioner kroner fra milliardæren Torben Østergaard-Nielsen og hans døtre Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer.
Nu viser det sig, at det er den tidligere socialdemokratiske borgmester Henning Jensen Nyhuus, der har stået for kontakten mellem personer fra Ølst Borgerforening og ansatte i USTC, som Torben Østergaard-Nielsens firma hedder.
Det hele på grund af en gruppe mennesker, der mødes hos advokaten og byrådsmedlemmet Bjarne Overmark (Beboerlisten) for at lytte til hinanden og se, om der kan findes løsninger.
»Vi er vel en 15-20 stykker hver gang,« siger Bjarne Overmark, der bekræfter, at han mindst en gang om måneden holder et møde for nuværende og tidligere byrådspolitikere, eksperter indenfor miljøområdet og så en tre-fire borgere fra Ølst.
»Og vi er alle bekymrede for Ølst-borgerne, hvad der sker på bakken i Ølst, og hvordan det bliver håndteret. Vi forsøger at finde konstruktive løsninger på det i vores gruppe,« siger han.
Det var under et af de møder, at Henning Jensen Nyhuus tilbød at sørge for, at der kunne tales om de 50 millioner kroner, som milliardæren Torben Østergaard-Nielsen og døtrene Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer havde lovet landsbyen Ølst.
Tilliden skabt
Den tidligere borgmester kontaktede Torben Østergaard-Nielsen, der hurtigt kvitterede med en kontakt fra hans firma USTC.
Det tog flere lange telefonsamtaler i begyndelsen, hvor de ansatte fra Torben Østergaard-Nielsens firma ville være sikre på, hvem den tidligere borgmester repræsenterer. Da Henning Jensen Nyhuus får dem overbevist om, at han handler på Ølst-borgernes vegne, så går det stærkt.
Han inviterede derefter til et frokostmøde mellem ansatte fra milliardærens firma USTC og borgerne fra Ølst. Og da kontakten var skabt, så overlod Henning Jensen Nyhuus møderne til de to parter. Det endte som bekendt med 50 millioner kroner til Ølst.
Henning Jensen Nyhuus er som borger glad for, at borgerne i Ølst nu får lidt hjælp.
»Det er da glædeligt, at det sker, men det er da også beskæmmende, at der skal sidde sådan en lille privat gruppe, der skal sørge for at hjælpe, når en ulykke som den i Ølst sker, fordi man ikke kan få hjælp fra andre steder,« lyder det indigneret fra den tidligere borgmester.
Hvad er USTC?
USTC står for United Shipping & Trading Company. Det er en global virksomhed med hovedsæde i Middelfart, Danmark, som opererer inden for shipping, olie og gas, logistik og relaterede tjenester.
USTC blev grundlagt i 1876 og har udviklet sig til en af de førende virksomheder i sin sektor.USTC omfatter flere datterselskaber, herunder Bunker Holding, Uni-Tankers, SDK Shipping og Unit IT.
Disse selskaber opererer inden for forskellige områder såsom brændstofdistribution til skibe, tankskibsdrift, shipping- og logistikløsninger samt IT-tjenester.USTC ejes af Torben Østergaard-Nielsen som den primære ejer og stifter.
Døtrene Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer er medejere.
Begge døtre er aktive i familievirksomheden og har forskellige roller og ansvarsområder inden for koncernen. Nina Østergaard-Nielsen har en fremtrædende rolle som administrerende direktør for USTC-gruppen.
Rakt ud før
Han havde skrevet til milliardæren tilbage i januar, efter at borgmester Torben Hansen (S) og flere ministre og statsministeren langede ud efter Torben Østergaard-Nielsen og hans rolle i Nordic Waste.
»Han vil aldrig få noget ansvar i den sag her. Det er da ham David York, der er stifteren af Nordic Waste. Det kan da aldrig være aktionæren, der har ansvaret. Så jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad der sker med de der ministre og borgmesteren i januar. Så jeg skriver til Torben Østergaard-Nielsen, at jeg som tidligere borgmester bekymrer mig om borgerne i Randers, og med den måde, som tingene sker på, så risikerer vi altså, at regningen lander hos borgerne, hvis ikke man finder en løsning på det. Og jeg vil gerne bidrage som mellemmand, hvis vi kan finde en løsning.«
Han får hurtigt et svar fra Torben Østergaard-Nielsen.
»Han skriver til mig, at han er da glad for, at en tidligere borgmester bekymrer sig for borgerne i Randers. Han vil gerne hjælpe med at formidle det videre til Nordic Waste. Men han har ikke noget med det at gøre. Han er kun aktionær. Han har aldrig været i Randers. Han har ikke haft nogen bestyrelsespost. Det er alene en investering. Så derfor kan han ikke se, at han er ansvarlig for noget som helst. Men han vil gerne hjælpe mig. Og hvis jeg ellers synes, at jeg har andet, jeg vil spørge om, så skriver jeg bare til ham igen.«
Henning Jensen Nyhuus tilføjer:
»Det er jo sådan, jeg synes, at min borgmester selv skulle have gjort.«
Formand bekræfter
Jan Kristian Jensen fra Ølst bekræfter den tidligere borgmesters version om, hvordan mødet blev sat i stand.
»Jeg har været en af dem, der tog til flere møder med USTC på foranledning af Henning Jensen Nyhuus. Det var 16. april på et møde ved Bjarne Overmark, at Henning Jensen Nyhuus foreslog, at han skulle kontakte Torben Østergaard-Nielsen. Så rakte han ud og fik fat i dem 19. april. Så havde vi det første møde 24. april. Så er det kørt derfra. Vi har haft en virkelig konstruktiv dialog med især en ansat i USTC,« siger formanden for Ølst Borgerforening.
»Deres problem har været, at de har lovet det her, men de har brændt inde med pengene. For man kan ikke bare lave en fond. Og hvordan skal man ramme nogen i Ølst by? Ølst er jo også et sogn. De kender jo ikke noget til Ølst. Og sammen satte vi nogle nye tanker i spil. Og det endte med, at vi stiftede en støtteforening og fik pengene fra USTC.«
Og selvom Henning Jensen Nyhuus får æren for at have skabt kontakten, så lyder det tørt fra Jan Kristian Jensen:
»Kontakten var nok kommet på et senere tidspunkt alligevel. For vi er netop blevet færdige med at stifte Ølst Borgerforening, og det ville være naturligt for USTC at række ud, når de opdagede det.«
Handlingens mand
Jan Kristian Jensen, hvad siger du til tanken om, at det er den tidligere borgmester i Randers Kommune, som formidler en fysisk kontakt med en milliardærs firma, som har lovet nogle penge, hvor der ikke rigtig er sket noget, og så kommer pengene?
»Det er handling, der har manglet. Vi har skullet trække et hvilket som helst initiativ, dialog eller information ud af myndighederne. Det er ikke kommet af sig selv. Det er det altså ikke. Nogle gange er det jo også at bringe de rigtige mennesker sammen, tænker jeg. Henning Jensen Nyhuus er en handlingens mand. Jeg har ikke nogen politikere, som jeg har forhold til som sådan. Jeg ved bare, at lige her gør han en forskel. Vi fra Ølst har hele tiden været åbne overfor alle, der vil hjælpe os, uanset partifarve eller andet.«
Han tilføjer:
»Vi sætter stor pris på, at der er nogen, der handler. Og vi har virkelig haft brug for handling siden januar. Systemet er handlingsfattigt. Jeg tror, vi er i femte styrelse nu, og regionen også, bare med hensyn til vores sundhedssituation. Det tager for lang tid.«
Borgeren fra Ølst får det sidste ord. Han er glad for donationen fra USTC på sine medborgeres vegne:
»Det er godt, at vi kan se lidt lys i tunnelen. Vi kan begynde at se noget, der er lidt positivt. Det er ikke en løsning på problemet, men det kan måske gøre, at vi kan holde ud. Det er godt.«