Af Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget (S), Vester Boulevard 29, 8920 Randers NV

Inklusion i folkeskolen er et ofte debatteret emne, hvor mange peger på uro i klassen og børn, der mistrives, som tegn på, at inklusionen fejler. Jeg har som forælder på nært hold oplevet, hvordan skolen kan være en udfordring for børn, der ikke passer ind i den traditionelle ramme.

Udfordringerne er mange; en markant stigning af diagnoser, et højt elevfravær og en mistrivselsdagsorden med blandt andet spiseforstyrrelser og unge, der rammes af angst. Min oplevelse er, at fællesnævneren desværre ofte peger på børnene, som problemet – frem for at vi har fokus på de fællesskaber, som er grundlaget for at vores børn lærer og trives på.

Kløft mellem teori og praksis

Den grundlæggende tanke bag inklusion handler ikke blot om, at børn med forskellige forudsætninger skal gå i samme klasse. Det handler om, hvordan vi møder børnene og imødekommer deres behov. Men i den offentlige debat kommer det ofte til at handle om uro i klassen, om enkelte børn, mangel på opdragelse og retten til et specialundervisningstilbud.

Efter vi i Randers har sat fokus på dette tema, står det klart for mig, at ’Alle børn gør det bedste, hvis de kan’.

Men ser vi på den politiske ambition, må vi konstatere. at udviklingen går i den forkerte retning – vi udskiller flere og flere børn til specialiserede tilbud, selvom ønsket er det modsatte. Der skal ikke være tvivl om, at nogle af børnene er velplacerede, men jeg er overbevist om, at vi skal styrke læringsmiljøerne på skolerne og dermed sikre, at langt flere børn kan være aktiv deltagende i vores almene klassefællesskaber.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at børn skal have den hjælp, de har brug for!

Men vi skal kunne tale om, hvor denne hjælp skal gives.

Inklusion er vigtig, men ikke kun af ideologiske grunde. Forskning viser også, at børn trives bedre, lærer mere og har bedre livsmuligheder i inkluderende læringsmiljøer. Børn i inkluderende læringsmiljøer har markant bedre uddannelses- og livsmuligheder end børn i specialtilbud. Vi har et arbejdsmarked, som efterspørger arbejdskraft, og når vi ved, at 50 procent af de børn, som afslutter grundskolen i specialtilbud, er på offentlig forsørgelse ti år efter, har det også et langsigtet samfundsmæssigt økonomisk incitament. Det er derfor afgørende, at vi skaber en folkeskole, som giver alle børn lige muligheder for læring og deltagelse.

De rette rammer

Hvordan skaber vi rammer, som giver skolen mulighed for at forstå hvert enkelt barns behov og mulighed for at tilrettelægge undervisningen, så alle børn i klassen bliver mødt og imødekommet i deres behov?

I uddannelsespolitikken har vi flyttet fokus fra skoleparate børn til børnevenlige skoler. Vi igangsætter investeringscasen ‘Flere med i skolestart’. Vi har manglet et fælles børne- og læringssyn på skoleområdet, der siger, at her er der plads til at være forskellig, og her behøver vi ikke at lære det samme på samme tid – det er nu besluttet, og vi er i gang med en inddragende proces med skolens interessenter omhandlende, hvilke kvalitetsparametre i folkeskolen vores kvalitetsmodel skal indeholde.

Derudover har vi påbegyndt de indledende politiske samtaler om, hvilke kompetencer der skal være til stede for, at man rent faktisk kan løfte inklusionsopgaven som skole og professionel, ligesom betydningen af lærernes og pædagogernes faglighed, det tværfaglige samarbejde og ledelsens rolle er fremhævet.

Inklusion handler om at skabe et læringsmiljø og sociale og faglige aktiviteter, hvor alle børn, uanset forudsætninger og behov, kan være aktive deltagere. Skal vi kunne løfte den opgave, kræver det, at vi underviser og arbejder pædagogisk på andre måder end traditionelt, og at vi sikrer, at lærerne og pædagogerne fagligt er klædt på til at kunne løfte opgaven.

Det kalder for mig, som formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, på en anden optik/dagsorden, hvor vi ser på vores børn som en vigtig ressource, som alle har drømme og ambitioner om deres fremtid. Derfor synes jeg, vi skal drøfte, hvordan vi sammen kan skabe en skole, der imødekommer børenes forskellige behov – en skole, der bygger på meningsfulde fællesskaber og giver alle børn lyst til at lære.