Selv med et hav af udvidelser og tre nye daginstitutioner på tre år kan det godt blive et problem at finde pasningspladser nok til alle børn i Randers Kommune. Siden 2020 er der forsvundet 49 dagplejepladser om året. Fortsætter den tendens, kommer der til at være et kæmpe underskud af pladser.

AF CECILIE BISGAARD

Det ser bedre ud, end det gjorde sidste år.

I den nyeste kapacitetsanalyse, der er lavet på daginstitutionsområdet, er der udsigt til, at Randers Kommune de næste 10 år har pasningspladser nok til både vuggestue-/dagplejebørn og børnehavebørn. Analysen fra sidste år viste ellers, at der allerede fra 2027 ville være et underskud af pladser til de mindste børn mellem nul og to år.

Men det har nu ifølge den kommunale forvaltning ændret sig. Den nye befolkningsprognose viser, at der de næste 10 år vil komme færre nye indbyggere i Randers Kommune, end man tidligere regnede med. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er udfordringer.

Befolkningsprognosen, som kapacitetsanalysen bygger på, er udarbejdet af Randers Kommune i samarbejde med Cowi, og den bygger på »statistiske data om fødsels- og dødsrater, flyttemønstre samt skole-søgemønstre i kommunen« og en »vurdering af grundsalg og udbygningen af kommunens lokalplanlagte boligområder«.

Det er dog vigtigt at sige, at usikkerheden i prognoserne stiger, jo længere ud i fremtiden man kigger. Prognosen dækker jo blandt andet over en periode, hvor de børn, der har brug for pasningspladser, ikke er født endnu.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Forskel fra sidste års kapacitetsanalyse

I sidste års prognose var der en forventning om, at der i 2023 ville blive født 1.046 børn i Randers Kommune. Der blev dog kun født i alt 974 børn – altså en forskel på 72 børn.
Sidste års prognose forventede over 200 flere nul- til toårige i 2033 end dette års – de fleste år forventer man faktisk over 200 børn mindre i dette års prognose, end man gjorde sidste år.
Det samme gælder for de tre- til femårige. Her er det halvdelen af årene, hvor man nu forventer 200 færre børn.
At det forventede børnetal er faldet, sammen med udvidelser af nuværende daginstitutioner og etableringen af helt nye, gør, at Randers Kommune ser mere positivt på muligheden for at finde pasningspladser til alle børn i år, end den gjorde sidste år.

Kilde: Randers Kommune

De største udfordringer

Randers Kommune er inddelt i fem pasningsdistrikter: Midt, Nordvest, Nordøst, Sydvest og Sydøst. Som udgangspunkt forsøger Pladsanvisningen at finde pasning til alle børn i de distrikter, som de bor i. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bliver de tilbudt en plads så tæt på hjemmet som overhovedet muligt, og når der så kommer en ledig plads, vil børn, der har plads uden for hjemdistriktet, blive tilbudt pladsen først.

Ifølge kapacitetsanalysen er det Pasningsdistrikt Midt, der kommer til at få de største problemer med at finde pladser til alle børn de næste 10 år. Midt dækker Randers nord for fjorden – dog ikke Dronningborg, Hornbæk og Helsted.

For børn i alderen nul til to år er der et underskud af pladser eller kun et meget lille overskud af pladser gennem det næste årti. Allerede i år er der 96 pladser for lidt i distriktet. Det år, hvor der er flest ledige pladser, er der et overskud på otte.

Artiklen fortsætter under tabellen og faktaboksen

Pasningsdistrikt Midt er det område, hvor presset på pasningskapaciteten er klart størst. På trods af at forvaltningen har indregnet en helt ny daginstitution med plads til 50 vuggestuebørn, der kan åbne i 2027, er der stadig røde tal over næsten hele linjen. Tabel: Randers Kommune

FAKTA: Pasningsdistrikter i Randers Kommune

Randers Kommune er inddelt i fem pasningsdistrikter: Midt, Nordvest, Nordøst, Sydvest og Sydøst.

Nordvest dækker over den nordvestlige del af Randers Kommune – blandt andet Gassum, Spentrup, Asferg, Fårup, Ålum og Øster Bjerregrav. Det dækker også over Helsted og områderne omkring Vangdalen og Skelvangsvej.

Nordøst dækker over den nordøstlige del af Randers Kommune – blandt andet Havndal, Øster Tørslev, Gjerlev og Harridslev, men også dele af Randers. Dronningborg og hele den del af byen, der ligger øst for Hadsundvej og Østervangsvej, er en del af Nordøst.

Sydvest dækker over den sydvestlige del af Randers Kommune – blandt andet Tånum, Stevnstrup og Langå. Det dækker også over Hornbæk og området omkring Viborgvej.

Sydøst dækker over den sydøstlige del af Randers Kommune – blandt andet Assentoft, Munkdrup og stort set hele den del af Randers, der ligger syd for fjorden. Det gælder både Vorup, Kristrup og Paderup.

Midt dækker over det meste af Randers, der ligger nord for fjorden. Det bliver afgrænset af jernbanen mod vest og Hadsundvej mod øst. Mod nordvest går grænsen lidt længere ude end Ringboulevarden. Alt, hvad der ligger inden for bygrænsen og mellem Mariagervej og Hadsundvej, er en del af Midt.

Pladsanvisningen forsøger at finde pasning til alle børn i de distrikter, som de bor i. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bliver de tilbudt en plads så tæt på hjemmet som overhovedet muligt, og når der så kommer en ledig plads, vil børn, der har plads uden for hjemdistriktet, blive tilbudt pladsen først.

Kilde: Randers Kommune
Sådan er Randers Kommune inddelt i fem pasningsdistrikter. Kort: Randers Kommune

Pasningsdistrikt Midt

Overordnet set stiger antallet af nul- til toårige fra 3.120 i 2024 til forventeligt 3.172 i 2034, men i Midt falder det fra 763 til 682 i de samme år, og det betyder, at manglen på pladser bliver mindre og mindre gennem de næste 10 år.

Derudover besluttede politikerne med sidste års budgetforlig, at der skal bygges en ny institution et sted i Randers Kommune med plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Forvaltningen skriver i kapacitetsanalysen, at den forventer, at den skal ligge i Pasningsdistrikt Midt, og at den kan tages i brug fra 2027.

Det er regnet ind i analysen, og dermed forventer man at have 79 pladser for lidt til de nul- til toårige i 2026 mod 35 pladser for lidt året efter med den nye institution. Det er dog ikke politisk vedtaget, at det er i Midt, at institutionen skal ligge. Så hvis det ikke bliver i Pasningsdistrikt Midt, vil der være stor mangel på pladser alle år, som kapacitetsanalysen dækker over. Og selv med den nye institution vil der som sagt være underskud af pladser eller kun et meget lille overskud.

Artiklen fortsætter under tabellen

Forvaltningen regner med, at der i 2027 vil åbne en ny daginstitution i Pasningsdistrikt Midt med plads til 100 børnehavebørn. Den hjælper en hel del på kapaciteten, hvor der lige nu er et kæmpe underskud af pladser. Tabel: Randers Kommune

Når det kommer til børn i børnehavealderen i Pasningsdistrikt Midt, er der stor mangel på pladser i år og de næste to år. I år mangler der 142 pladser, i 2025 mangler der 153 pladser, og i 2026 vil der mangle 114 pladser.

Men da der som sagt skal bygges en ny daginstitution med 100 børnehavepladser, som forvaltningen regner med skal ligge i Midt, bliver pasningsdistriktet reddet fra 2027, hvor man forventer, at den nye institution står klar. Her er der nemlig balance i antallet af pladser. Der mangler ikke nogen, men til gengæld er der heller ikke nogen ledige pladser. Det ændrer sig frem mod 2034, hvor der minimum er 30 ledige pladser hvert år.

Pasningsdistrikt Nordvest

Hidtil har man dækket det store underskud af pladser i Pasningsdistrikt Midt ved at tilbyde børnene pladser i anden distrikter. Det kan dog blive en udfordring i fremtiden.

»I disse år er efterspørgslen efter pladser forholdsvis høj i det meste af Randers Kommune, og dermed er der ikke længere så mange ledige pladser i de øvrige dagtilbud, som børn fra Dagtilbud Midt kan anvende,« står der i kapacitetsanalysen.

Et af de distrikter, som har modtaget børn fra Midt, er Nordvest. Og selvom forvaltningen skriver, at presset på pasningskapaciteten i hele kommunen stiger, så er der stadig forholdsvis mange pladser ledige i Nordvest de næste ti år.

For de nul- til toårige er der over 100 ledige pladser i år. Det falder i løbet af perioden, men det år, hvor der er færrest ledige pladser, er der stadig et overskud på 59 pladser.

I år er der 236 ledige børnehavepladser i Nordvest. Det tal falder også i løbet af perioden. Det laveste antal ledige pladser finder man i 2034, men der er stadig tale om et overskud på 125 pladser.

FAKTA: Så mange børn skal der findes pasningspladser til

Fra 2024 til 2034 forventer Randers Kommunes forvaltning, at antallet af børn mellem nul og fem år vil stige fra 6.243 børn til 6.525 børn – altså 282 flere børn om 10 år.

På nul- til toårs-området stiger antallet af børn fra 3.120 børn til 3.172 børn – altså 52 flere børn. Grafen topper i 2032, hvor der forventes at være 3.188 børn mellem nul og to år i Randers Kommune. (Det er ikke alle børn, der skal have en plads – nogle bliver hjemmepasset, for eksempel mens forældrene stadig er på barsel – kommunen arbejder med en andel på 66,7 procent).

I 2024 er der 3.123 børn i børnehavealderen i Randers Kommune. Man forventer, at det vil stige til 3.353 børn om 10 år – altså 230 flere børn.
Når de nuværende besluttede nybyggerier og kapacitetsudvidelser står klar i løbet af 2027, vil der være i alt 2.234 pladser til børn i alderen nul til to år i Randers Kommune, hvis ikke antallet af dagplejere ændrer sig.

Når de nuværende besluttede nybyggerier og kapacitetsudvidelser står klar i løbet af 2027, vil der være i alt 3.673 dagtilbudspladser til børn i alderen tre til fem år i Randers Kommune.

Kilde: Randers Kommune

Pasningsdistrikt Nordøst

Pasningsdistrikt Midt er ikke det eneste sted, hvor der er en ny institution på vej. Ved Dronningborghallen er der lige nu ved at blive opført en daginstitution, hvor der også er plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Forventningen er, at den kan tages i brug i starten af næste år. Dronningborg er en del af Pasningsdistrikt Nordøst.

I år mangler der 25 pladser i Nordøst til børn i alderen nul til to år, men det bliver løst ved at oprette en daginstitution i en pavillon ved Huset Nyvang, som skal huse børn fra Dronningborg, til den nye institution kan tages i brug.

Artiklen fortsætter under tabellen

I 2032 vil man – trods nye daginstitutioner i begge distrikter – mangle pasningspladser i både Nordøst (billedet) og Sydøst. Tabel: Randers Kommune

Med den nye institution kommer der et overskud af pasningspladser til de mindste børn. I hvert fald i en årrække. I 2031 forventer man kun at have syv ledige pladser i hele Pasningsdistrikt Nordøst. Året efter er der et underskud på en plads, i 2033 er der nul ledige pladser, mens der i 2034 kun er en enkelt ledig plads.

Der er kun ni ledige pasningspladser til børnehavebørn i år i Nordøst. Men på grund af den nye institution ser der ikke ud til ellers at være nogen udfordringer de næste ti år ifølge kapacitetsanalysen.

Pasningsdistrikt Sydøst

Ligesom den nye daginstitution i Dronningborg redder Nordøsts kapacitet, så redder den nye institution i Munkdrup Pasningsdistrikt Sydøsts kapacitet.

Børnehuset Munkdrup slog dørene op 1. marts i år, og der er der plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Uden den havde der ikke været pladser nok til alle børn i Sydøst – hverken i år eller i de kommende år.

Artiklen fortsætter under tabellen

På trods af at der i marts åbnede en helt ny institution i Munkdrup med plads til 100 børnehavebørn, så er der udsigt til et underskud af pasningspladser allerede om otte år. Tabel: Randers Kommune

Men på trods af den helt nye institution er der udfordringer, der lurer i fremtiden. I 2031 vil der forventeligt kun være syv ledige børnehavepladser i pasningsdistriktet. Den ledige kapacitet falder i årene efter, og i 2034 vil der – ti år efter opførelsen af en helt ny daginstitution med 100 børnehavepladser – mangle 22 pasningspladser til børn mellem tre og fem år.

Det ser bedre ud for de mindste børn. Her er der et overskud på 37 pladser i det år, hvor presset på kapaciteten er størst.

Pasningsdistrikt Sydvest

I Pasningsdistrikt Sydvest er der grønne tal de næste 10 år – både for børnehavebørnene og de nul- til toårige. Specielt børnehavepladser er der et godt overskud af. Det år, hvor der er færrest ledige pladser, er der stadig 90 tilovers.

Der er lidt mere pres på nul- til toårs-området. Her er der mellem 14 og 33 ledige pladser de næste 10 år.

Dog regner forvaltningen med, at nogle af børnene fra Pasningsdistrikt Midt bliver flyttet til Sydvest, der blandt andet dækker institutioner på Viborgvej og i Hornbæk.

»Så der kan være et behov for at oprette flere pladser i Pasningsdistrikt Sydvest,« skriver forvaltningen i kapacitetsanalysen. Det gælder dog kun, hvis pladserne ikke kan oprettes i Midt.

Afgørende dagplejere

Selvom der i enkelte distrikter mangler pasningspladser i løbet af perioden, så er der pladser nok til alle børn på kommuneplan – i hvert fald for børnehavebørnene.

For om der er pladser nok til alle mellem nul og to år, afhænger af dagplejerne.

Der er nemlig pasningspladser til alle, hvis man i Randers Kommune kan opretholde det nuværende antal af dagplejere. Men de seneste år er der en del dagplejere, der er stoppet, og det har været svært at rekruttere nye. Det skriver forvaltningen i kapacitetsanalysen.

Artiklen fortsætter under grafen

Hvis Randers Kommune kan fastholde antallet af dagplejere, er der pasningspladser nok til alle børn mellem nul og to år. Men siden 2020 er der i gennemsnit blevet 49 pladser færre om året. Hvis det fortsætter, kommer der et stort underskud af pladser på kommuneplan. Tabel: Randers Kommune

»Der har været et gennemsnitligt fald i antallet af dagplejepladser i Randers Kommune på 49 dagplejepladser pr. år i perioden fra 2020 til 2024. Fortsætter udfordringerne, vil der, på trods af at børnetallet ikke stiger i samme takt, som det blev forventet i tidligere prognoser, være behov for at oprette yderligere vuggestuepladser,« står der.

Så hvis dagplejer-tendensen fortsætter, vil der altså kun være pladser nok til de mindste børn, hvis man udvider de eksisterende institutioner eller bygger helt nye.