Henning Jensen Nyhuus, Perikumdalen 6, 8930 Randers
En uvildig undersøgelse af håndteringen af Nordic Waste er helt nødvendig!
Allerede et år før katastrofen indtraf, var der begyndt at komme flere bekymrende reaktioner fra borgerne i Ølst, nuværende og tidligere byrådsmedlemmer og personer, der havde været ansat på Nordic Waste.
Ved alle henvendelser oplyste kommunen, at der var styr på det.
En bekymret borger fik endog at vide, at han nok blot ringede, fordi han ikke kunne lide virksomheden.
Samtidig ringede en ansat ved kommunen til virksomheden og gav oplysninger om, at nogle i byrådet var begyndt at stille spørgsmål til virksomheden, og byrådsmedlem Anker Boje blev nævnt ved navn.
Alene disse ting burde være soleklart for enhver, at det kræver en uvildig undersøgelse. Var kommunen involveret med Nordic Waste, hvor der var mange forskellige økonomiske interesser sammenblandet – eller var det bare en sædvanlig procedure?
Det hele startede med vand, der løb fra virksomheden ned i Alling å. Var dette vand forurenet eller hvad?
Den udviklede sig med voldsom hast, og på dette tidspunkt var det hele i ordets bogstavelige forstand ved at skride.
Fra vand gik det ret hurtigt til skred – jorden bevægede sig, folk så det, nogen råbte højt, andre ikke. Og slet ikke kommunen. Men fakta er, at der intet blev foretaget fra kommunens side for at stoppe det begyndende jordskred.
Et forbud her mod at køre mere jord til virksomheden kunne angiveligt have begrænset eller standset jordskreddet. Kommunen siger, at de foretog kontrol, og at de fandt alt i orden. Virksomheden havde styr på det. Der blev bare aldrig skrevet en tilsynsrapport med lovpligtig indberetning.
Hvorfor – er det helt store spørgsmål – det kan betyde alt fra almindelig dårlig sagsbehandling til sløseri, hensyn til virksomheden, der var en god samarbejdspartner, og til noget langt mere alvorligt, som slet ingen tør tænke på. Derfor skal det undersøges – helt og aldeles uvildigt.
Det burde hverken kommunen eller byrådsflertallet være imod, når man har udtalt utrolig mange gange, at man ikke havde noget ansvar. Hvad er så problemet?
Hvis man havde undersøgt de henvendelser, der indløb, burde man ved normal kontrol have fundet frem til, at alt vist ikke var i orden alligevel. Hvad stod der i tilsynsrapporterne? Ja, dem så eller spurgte ingen efter – og så fandt man heller aldrig ud af, at der ikke var skrevet én eneste tilsynsrapport de sidste 3 år. Det er i den grad bekymrende, al den stund at virksomheden behandlede noget så belastende materiale som forurenet jord tæt på en å med forbindelse til Randers Fjord og Kattegat. Med alt hvad det indebar – rensning, deponering og fordeling af samme jord til både virksomheder og andre kommuner. Og en så lemfældig kontrol, at det ikke burde være sandt.
I begyndelsen var formålet med miljøgodkendelsen at modtage forurenet jord til rensning. Det lød da meget godt. Men skeptikere undrede sig over, at det kunne svare sig at køre forurenet jord fra Holland til Randers for at rense det. Samtidig sejlede man jord fra Norge til Randers. Hvad var meningen og logikken i det? Hvorfor nordmændene ville af med forurenet jord, der lå på en nedlagt losseplads, er bekymrende. Var det i virkeligheden så farligt, at de bare skulle af med det? Plads burde de have nok af i Norge. Måske finder politiet svaret.
Senere blev miljøgodkendelsen udbygget med deponering af temmelig meget forurenet jord.
Til sidst var det vist så som så med rensningen. Kapaciteten var ikke til det, og økonomien var jo langt bedre, hvis man modtog forurenet jord og fik betaling både for modtagelse og rensning. I virkeligheden blev jorden kun deponeret. Det var virkelig en fed fidus, hvis virksomheden gjorde dette og kommunen ikke reagerede. Det blev hurtigt til en pengemaskine, der burde have været afsløret og standset længe før jorden begyndte at skride. Grådigheden var uhørt. Millioner rullede ind på kontoen. Jorden blev tilsyneladende ikke vasket, som man oplyste den gjorde.
Man må formode, at nogle af de ansatte dog vidste, hvad de havde med at gøre. Og at det endte galt, hvis man ikke foretog sig noget med de store mængder jord, der hver dag kom med utallige lastbiler. Og borgerne i Ølst bemærker sig dette og undrer sig. Det går galt en dag, dette her. Det var borgerne ikke i tvivl om. Men ingen reagerede på borgernes bekymringer.
Derfor syntes de også i dag, at Randers Kommune svigtede dem ved intet at foretage sig mod det, som de fleste borgere frygtede kunne ske – ja selv byrådsmedlem Bjarne Overmark sagde på et byrådsmøde i februar 2023, at det kunne ende med, at byen Ølst ville blive begravet af jord ved et jordskred, hvis man ikke foretog sig noget nu. Det gjorde man ikke, og så begyndte jorden at skride.
Det kunne koste 2,2 milliarder at rydde op, oplyste Cowi.
Men hvem var egentlig forureneren? Var det den daglige ledelse, direktøren eller stifteren David?
Hvorfor pludselig aktionæren/aktionærerne? Vidste aktionærerne noget om den daglige drift overhovedet? Hvad kendte de egentlig til virksomheden? Havde de overhovedet på noget tidspunkt været i Randers – eller var det hele bare købt på anbefaling fra ejeren David? Hvilken kontakt havde der været med kommunaldirektør og borgmester, hvis der overhovedet havde været noget kontakt? Det må vi finde ud af. Det håber vi, politiet gør.
Både borgmester, statsminister, miljøminister og justitsminister – alle fra samme parti – var ude med riven med det samme. Før de nogensinde vidste, hvordan Randers Kommune havde behandlet miljøgodkendelse, miljøtilsyn m.v. Og nærmest udskammede ham mangemilliardæren. Nu skulle man komme efter ham. Selv dansk arbejdsgiverforening var ude med kritik.
Det var ikke sjovt at se på, hvordan ordentlighed og anstændighed manglede på dette tidspunkt.
Men derved fjernede man også fokus fra kommunen og den virkelige forurener. Nemlig ejeren David og ledelsen på Nordic Waste. Hvorfor?
Og borgmesteren fik uden om byråd og økonomiudvalg en i forvejen bestilt advokat til at indflette en advokatredegørelse, som borgmesteren end ikke indviede byrådet i, aftenen før han og kommunaldirektøren næste dag på et pressemøde bekendtgjorde, at der var lavet en sådan advokatredegørelse, der frikendte Randers Kommune for noget som helst ansvar.
På en journalistisk forespørgsel på pressemødet om karakteren i kommunens ageren i sagen oplyste advokaten, at han ville bedømme det til et stort 7-tal. Og således kunne borgmesteren nu også gå videre med en karakter på et stort 7-tal givet af advokatfirmaet, der for kommunen havde lavet en bestilt redegørelse. Det var et rigtig godt spørgsmål – for borgmesteren! Men var det nu det?
Men så var det også miljølovgivningen, der var galt med. Borgmesteren oplyste, at den ikke var tilpasset sådanne sager, som kunne koste kommunerne dyrt – men sager, som man dog ved tidligere lejligheder mente skulle blive i kommunerne – og ikke over til Miljøministeriet. Kommunerne var ikke gearet økonomisk til disse sager. Og det er jo rigtigt! De burde aldrig have ligget hos kommunerne.
Senere fandt en journalist ved Berlingske Tidende ud af, at denne lov, som borgmesteren kritiserede, havde han selv været med til at vedtage i 2008, hvor han endog havde været miljøordfører for Socialdemokratiet. Bare ikke i denne sag, udtalte han kort til pressen.
For fremtidens skyld – så skal enhver sten vendes i denne sag – det kunne være gået langt værre – og hvad vi endnu ikke ved, er noget om fremtiden i Ølst og for dens borgere. Bliver sagen afsluttet med alt skidtet liggende derude til tid og evighed? Og hvad betyder det for borgerne og deres huse? Hvad er fundet og endnu ikke fundet? Hvad sker der, når det igen begynder at regne? Siver vandet gennem forurenet jord og videre eller hvad?
Det er op ad bakke, men sandelig også ned af bakke – for skidtet.
Alt for mange spørgsmål, der ikke må stå ubesvaret hen. Det skylder vi os selv – og specielt borgerne i Ølst – og alle os andre og vore børn i fremtiden.
