Hurtig reaktion fik to tyve sigtet for indbrudsforsøg.
En beboer på Hobrovej i Randers var hurtig til at ringe til politiet, da to mænd søndag morgen omkring kl. 07.30 luskede rundt i nabolaget og tog i forskellige døre.
Det fortæller Østjyllands Politi, der roser indsatsen.
Ved den ene adresse bankede mændene på, og da en beboer kom ud og spurgte, hvad de lavede, forklarede de, at de var kommet for at reparere en trappe. Da ingen havde bedt om at få repareret noget, fik mændene besked på at forsvinde, og en af beboerne i kvarteret kontaktede politiet og gav et godt signalement.
En patrulje i området fik kort efter kontakt til en 27-årig mand, der svarede nøje til signalementet. Han kørte rundt på el-løbehjul, og med sig havde han noget sengebetræk, som politiet mistænkte skulle bruges til at bære tyvekoster i.
Han blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud, og da han under anholdelsen gjorde modstand, blev han også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Den videre efterforskning ledte politiet frem til en 31-årig mand, som mistænkes for at have været den 27-åriges makker. Også han blev sigtet for at have forsøgt at begå indbrud.