Coop reagerer på tyverier fra deres butikker.

AF JØRGEN ROSENGREN

Nutella er i flere af Coop 365’s butikker blevet taget fra hylderne.

Ikke med indkøb for øje – tværtimod.

Derfor står glassene nu bag lås og slå – og kunder skal henvende sig til en medarbejder for at få fingre i de eftertragtede lækkerier.

Det skriver TV 2.

Og eftertragtede må de være – det er nemlig tyverier, der har fået Coop til at reagere.

Ifølge koncernens informationsdirektør er det ikke kun et par stjålne glas chokoladesmørepålæg i ny og næ, der har fået koncernen til at tage affære.

»Det er ikke en privat, som tager en enkelt pose, men nogen, der nærmest rydder en hylde. Det, vi ser, er, at det hovedsageligt er organiseret tyveri,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos Coop Koncernen, der mistænker, at varerne stjæles med videresalg for øje.

Ifølge TV 2 er det hovedsageligt i de større byer, hvor tyverierne er et problem, men ikke ukendt andre steder.

Jens Juul Nielsen oplyser, at Nescafé ligger i toppen af varer, der stjæles fra butikkerne.

Energidrikke, Marabou, dyrt kød og kosmetik er også at finde på den liste – ligesom Nutella altså nu er.