Asger Tørslev-Thomassen, der også er frivillig på Håndværksmuseet, viser sine malerier frem i en særudstilling på Håndværksmuseet.

Efter et langt liv som malermester har frivillig på Håndværksmuseet, 90-årige Asger Tørslev-Thomassen, malet mange tusinde kilometer dørkarme, vinduesrammer og vægge. Men hvad giver malermesteren sig i kast med, hvor mange andre pensionister ville sætte sig i lænestolen foran tv’et? Han maler selvfølgelig.

I fritiden er der guldrammer om Asgers malerarbejde, der nu er kunstværker i form af flotte malerier. Det bliver nu vist frem i en maleriudstilling i Håndværksmuseets indgangsparti.

»Som så mange fra hans generation er han lidt tilbageholdende med at fremhæve sig selv og sine evner, men hans billeder er bestemt værd at kigge nærmere på,« fastslår museumsinspektør Lisette Berg Andersen i en pressemeddelelse.

Selvom de fleste af Asger Tørslev-Thomassens billeder er malet hjemme på værkstedet i Sandgade, kommer inspirationen blandt andet fra rejser til Grønland, en ferie i Indien og naturligvis også fra hjemstavnen Asferg.

Artiklen fortsætter under billedet

På hvert billedes bagside har Asger Tørslev-Thomassen noteret en lille historie om, hvordan billedet er blevet til, og hvad det forestiller. Foto: Museum Østjylland 

»Himmelen og træerne har altid været de elementer, jeg har holdt mest af at male. Jeg synes, at deres spil op mod hinanden er så smukt,« afslører hobbymaleren.

Asger Tørslev-Thomassen finder rammerne til sine billeder rundt om i genbrugsbutikker. Hvis rammerne ikke passer 100 procent til det billede, han arbejder på, er det ikke noget problem for den gamle håndværker. Han skærer da bare rammen til i de ønskede mål.

Ved udstillingsåbningen lørdag 4. maj taler Asger Tørslev-Thomassen, og der serveres en boblende drik og hjemmebagte småkager.

Udstillingen kan opleves hele sommeren.

gs