Der skal bruges op til 7,5 millioner kroner på at holde hvidt mikrofiller væk fra Ølst og Alling Å.
Der ligger cirka en million tons hvidt stof, kaldet mikrofiller, på sydsiden af lerbakken ved Ølst, hvor et jordskred sidste år skabte en miljøkatastrofe.
Inden sommerferien håber Randers Kommune, at det yderst farlige hvide stof er inddæmmet og lukket af midlertidigt.
Med græs.
Dermed kan borgerne i Ølst ånde lettere og mere ubesværet. For de har i flere år oplevet, at støvet fra mikrofiller, som Nordic Waste har opbevaret, har lagt sig på deres grunde og især på deres biler i tørre perioder.
Netop frygten for, hvad stoffet egentlig indeholder, og hvad det betyder for deres helbred, har fået dem til at tigge Randers Kommune og andre instanser om at lave en sundhedsundersøgelse. Det er endnu ikke sket, selvom kommunen, Region Midtjylland og andre styrelser arbejder på sagen.
Græs som tag
Den midlertidige løsning kommer til at koste mellem 5 og 7,5 millioner kroner og kræver, at man flytter omkring 300.000 tons mikrofiller fra et betondæk over på en bakke ved siden af, der udelukkende består af mikrofiller.
Efter der er lagt et net på, bliver bakken rettet til med et lille jordlag, så den har en passende hældning, og så skal nyplantet græs holde på mikrofilleren. Det vil komme til at fylde 9.000 kvadratmeter. En fodboldbanes areal er på godt 7.140 kvadratmeter.
Græsset skal både sørge for, at det ikke støver, og samtidig også fungere som tag, så regnvand fremover blot vil glide nedover bakken og ikke trække mikrofiller med sig.
Den løsning vil betyde, at kommunen ikke skal rense så meget vand længere. For det er især overfladevandet fra mikrofilleren, der kræver meget rensning. Det indeholder tungmetaller og sulfat, som bliver i vandet uden, at det renses helt ud, især molybdæn og barium har vist sig meget besværlige at rense ud af vandet.
Dermed er kommunen et skridt tættere på at sikre både Alling Å og borgerne i nærheden mod det farlige stads.
De geotekniske vurderinger har bekræftet, at mikrofilleren forsvarligt kan forblive, hvor den er, uden fare for grundvandet, da det ligger ovenpå lerlaget i bakken.
Projektet forventes at tage mellem seks og otte uger at gennemføre, og omkostningerne anslås til mellem 5 og 7,5 millioner kroner. Udgifterne vil blive håndteret som andre relaterede omkostninger i forbindelse med indsatsen ved Nordic Waste.
Pengene forventes frigivet under byrådsmødet 29. april, der fandt sted efter avisens deadline.