I forbindelse med etablering af en kunstgræsbane kommer der en masse jord i overskud. Det skal bruges til at skabe et nyt skov- og naturområde.

AF CECILIE BISGAARD

Anlægningen af en ny kunstgræsbane ved Assentofthallerne kan betyde, at byen snart får et helt nyt naturområde. Det skriver Randers Kommunes forvaltning i en orientering til politikerne i Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.

Projektet med den nye kunstgræsbane kommer nemlig til at give en del overskudsjord, og det vil man bruge til at lave et skov- og naturområde med små bakker og et regnvandsbassin på et kommunalt ejet område øst for hallerne ved Dybdalvej, hvor der i dag er en mark.

Det er en styregruppe bestående af repræsentanter fra Assentofthallerne, SIF Assentoft og DDS Sønderhald, der har fået udarbejdet en helhedsplan, som projektet er en del af. Planen har ifølge orienteringen ”fokus på at åbne området op mod naboarealer og differentiere brug af idrætsområdet med flere faciliteter til uorganiseret idræt og generelle opholdsområder”.

Alle arealer, hvor der i dag er boldbaner, og hvor der i fremtiden vil være regnvandssø og skov- og naturområde, er ejet af Randers Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet

Helhedsplanen, som Assentofthallerne har fået lavet for området, er udviklet i samarbejde med Urban Power

»Virker fornuftigt«

Helhedsplanen, som Assentofthallerne har fået lavet, omfatter udover det nye naturområde også en stor og eventuelt tre mindre kunstgræsbaner. Man ønsker på længere sigt også at opføre et foreningshus og at ændre på vej- og parkeringsforhold, så ”Assentoftskolen og hallerne bindes bedre sammen”.

Forvaltningen oplyser i orienteringen til Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, at der skal foretages en miljøvurdering og gives landzonetilladelse til projektet.

Det fremgår også, at det ud fra et bæredygtighedsperspektiv ”virker fornuftigt at bruge jorden fra udgravning af kunstgræsbaner til at skabe et småbakket landskab. Samtidig er der behov for at sikre areal til håndtering af regnvand, da geotekniske undersøgelser har vist, at der er begrænset nedsivningsevne i området med kunstgræsbane.”