Adskillige landsbyer og Randers by fik plantet tre egetræer for at markere, at Randers er vokset.

Der var stor variation af fejringerne i mange af landsbyerne i Randers Kommune, da borger nummer 100.000 blev fejret i 16 landsbyer og i Randers midtby.

Fælles var dog fremmødet af flere lokalpolitikere, de lokale borgere, en tale og derefter plantning af tre egetræer i hver landsby der deltog en lørdag i midten af april.

Det er Ida der har sat det hele i gang. Hun blev nemlig født under dramatiske omstændigheder i begyndelsen af januar i den nordlige del af Randers by.

Hun blev født hjemme på badeværelset, mens mor Rikke Christensen stod med hovedet over toilettet. Far Kasper Dalsgaard Christiansen måtte tage imod, mens en jordemoder var med på et videokald. De havde ringet efter ambulancen, men den var ikke nået frem. Den kom først fem-ti minutter efter, Ida var blevet født. Det har Din Avis Randers tidligere fortalt om.

Nu er det hermed markeret, at Randers Kommune nåede det magiske tal: 100.000 borgere en januardag i 2024.

LÆS MERE UNDER BILLEDERNE

I Spentrup blev der også plantet frugttræer udover de tre egetræer. I baggrunden Pia Moldt (S) Foto: Randers Kommune

Talerne de 17 steder var naturligvis forskellige. Men visse ord var de samme alle steder. Så vi har valgt et uddrag af byrådsmedlem Anker Bojes tale. Han nåede at være med til at plante træer i hjembyen Uggelhuse, samt nabobyen Assentoft.

»Lige nu står vi i 17 byer på tværs af kommunen og fejrer det samme – nemlig, at vi i fællesskab har rundet 100.000 borgere i Randers Kommune. Det er stort for os alle, og jeg er glad for, at så mange på tværs af Randers Kommune nu har hjemme her. Vores kommune har meget at byde på: Den glitrende Gudenå, fjorden og åbne vidder. Her er natur for alle og lokalsamfund med engagerede mennesker. Vi byder på et kultur- og fritidsliv, som kan det hele. Og vi har ikke mindst et godt fællesskab. Ingen bliver glemt.

I dag er en dag, der skal huskes. Den markerer, at vi 10. januar rundede 100.000 borgere, da lille Ida blev født i Randers. Vi rundede milepælen fordi mange også flyttede til kommunen. 8. april var vi 100.162 borgere.

Derfor planter vi tre egetræer i 17 forskellige byer i kommunen. Byerne er valgt, fordi de ligger spredt i hele kommunen, fordi de er eksempler på skønne steder, hvor man gerne vil være. Ved træernes fod placeres en sten med en indgraveret plade. Den markerer, at vi nåede denne milepæl ved en fælles indsats på tværs af kommunens fællesskaber og lokalsamfund.«